Sæson nummer 48 står for døren, og Ringsted Musik & Kulturskole har nu åbnet tilmeldingen til de mange spændende aktiviteter på www.musikogkulturskolen.dk.
Alle skolens nuværende elever har modtaget invitation til at gentilmelde sig, og alle kommunens skoler, både folkeskoler og privatskoler, har haft besøg af lærere fra musik & Kulturskolen, der har spillet og sunget for alle 3., 4. og 5. klasser.
Hele 25 skolebesøg er det blevet til i marts, april og der er rigtig gode tilbagemeldinger om stor interesse fra eleverne side. Det er første gang skolens lærere er taget afsted i små hold for at oplyse om den brede vifte af fag tilmeldingsprogrammet indeholder.
Yderligere er der blevet spillet seks succesfulde skolekoncerter med elevorkestre på udvalgte skoler. Musikskoleeleverne oplever disse dage med skolekoncerter som lidt af en fest, da man her har muligheden for at spille for skolekammeraterne, være sammen med vennerne fra sit orkester og samtidig holde en dag fri fra skole.
En god og sjov måde at komme i gang med at lære at spille på et instrument er begynderhold. Der tilbydes begynderhold på flere instrumenter og undervisningen foregår som udgangspunkt på hold á fire elever. Holdene oprettes på Musik & Kulturskolen og på de skoler hvor der er nok tilmeldte elever.
Undervisningen i Drama er blevet meget populær og der udvides nu med et decideret Musicalhold for elever fra 7. klasse. Alle dramahold arbejder frem mod at sætte forestillinger op hen over året som f.eks. den store forestilling VAND der netop har været opført på Springbrættet. Electrolab holdet, der arbejder med elektronisk musik på computer, havde stor succes med deres medvirken i årets forestilling, og den nye sæson byder på flere spændende udfordringer.
Læs mere på www.musikogkulturskolen.dk