Nu kan blinde og svagtseende benytte handicapkørsel til at komme rundt i Ringsted, efter Byrådet besluttede at udvide ordningen på mødet den 9. maj 2016. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Borgere med synshandicap kan nu benytte handicapkørsel til eksempelvis besøg hos familie og venner, indkøb, besøg hos lægen og kulturelle aktiviteter. Tidligere har handicapkørsel kun været for borgere, som har brugt ganghjælpemidler, fx rollator eller kørestol.

Efter flextur blev begrænset i byzonen Ringsted-Benløse i februar 2016, har det medført, at blinde og svagtseende har fået sværere ved at komme rundt i byen. Derfor besluttede Byrådet at udvide målgruppen for handicapkørsel på deres møde den 9. maj 2016, så de synshandicappede fremover kan benytte tilbuddet om handicapkørsel. På den måde bliver der igen skabt lige adgang til byen for alle borgere med handicap.

Formanden for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Britta Nielsen, glæder sig over Byrådets beslutning:

”Det er godt, at de synshandicappede nu får mulighed for at bestille og benytte handicapkørsel på samme vilkår som øvrige handicappede. Da vi besluttede at stoppe brug af Flextur inden for bygrænsen, vidste vi, at vi skulle finde en løsning for de synshandicappede, så de stadig har mulighed for at deltage i aktiviteter ude i byen, og den løsning har vi her. Det er jeg rigtig glad for – og jeg er glad for, at det er en permanent løsning, som Byrådet besluttede”, siger hun.

For at blive godkendt til ordningen skal borgeren være over 18 år og have en synsevne under 6/60. Det svarer til, at det en normaltseende kan se på 60 meters afstand, kan en person med synshandicap se på seks meters afstand.

For at kunne benytte handicapkørsel i Ringsted Kommune skal borgerne med synshandicap kontakte Myndighedsenheden, som skal behandle og godkende ansøgningen. Myndighedsenheden kan kontaktes på tlf. 57 62 79 00.