Ringsted Festival planlægges som vanligt, men selvfølgelig med et vågent øje med regeringens mulige restriktioner. Her kommer en kort status fra Ringsted Festival:

Vi modtager dagligt beskeder fra vores festivalgæster i vores mailbokse, i kommentarfeltet på festivalens facebookprofil og i indbakken på Instagram: “Kommer vi på Ringsted Festival til sommer?” Det er der rigtig mange af jer, som skriver og spørger os om – og alt sammen med god grund. Det er svært at forestille sig, at vi til sommer kan være samlet flere tusinde mennesker i Ringsted Lystanlæg, når man lige nu er bundet til sin hjemmearbejdsplads og bruger værnemidler hver gang man rammer supermarkedet.

I skal vide, at vi selvfølgelig holder øje med udviklingen af coronavirus i Danmark og de nye mutationer. Vi følger med i vaccineplanen og datoerne for, hvornår vi alle bør været vaccineret. Og sidst men ikke mindst, så venter vi i spænding på, at kulturminister Joy Mogensen kan give os nogle konkrete planer for, hvad der bliver muligt til sommer.

Men men men… Vi er optimistiske og vi planlægger på livet løs! Efter sidste års aflysning, så hungrer vi efter at blive blæst bagover af de vildeste kunstnere, gå til 80’er-fest i Eldorado, ligge tæt i vuggende hængekøjer med udsigt til trækroner og farvede lyskæder. Hold nu op, hvor vi længes efter at fylde Lystanlægget med alle vores festlige gæster!

Så kære festivalgæster. Vi arbejder på livet løs på at skabe verdens skønneste festival til jer. Vi har et hav af nye barkoncepter, afslapningszoner og bookinger, som vi glæder os til at fortælle jer om. Pas på jer selv indtil vi igen kan mødes i vores alles Lystanlæg!

Tak for, at I stadig køber billetter!
Heldigvis så har vi verdens bedste festivalgæster! I køber fortsat billetter, interagerer på vores facebookside – og hepper på, at vi snart igen kan mødes til en kæmpe festival i Ringsted Lystanlæg. I er guld værd!

 

Foto: IRJ