Uge 21 var kulturuge på Kildeskolen i Gyrstinge, hvor elever og lærere har været på rejse til blandt andet Japan, Kenya og Brasilien. Ikke i fysisk forstand, men på en kulturel læringsrejse, hvor børnene har lært en hel masse om de pågældende lande, og hvordan man lever der, i forhold til hvordan vi lever i Danmark.

Et af de lande, der især har været fokus på i kulturugen, er Kenya.

”Vi har brugt materialet fra projektet LæseRaketten. Det er vi blevet inspireret af, fordi årets materiale ”LæseRaketten i Kenya” blandt andet omhandler de 17 verdensmål,” fortalte klasselærer Charlotte Reffstrup.

Børnene har lært en masse om Kenya, blandt andet hvor stort landet er i forhold til Danmark, hvor mange mennesker, der bor i Kenya, og hvordan de lever. Der har været fokus på, at det ikke er alle, der har det lige så godt som os her i Danmark. I Kenya lever de meget fattigt og spartansk og de går i skole på en helt anden måde. Der er f.eks. 60 elever i klasserne, hvor der typisk er 14-16 elever i klasserne på Kildeskolen.

”Det handler meget om forskellene; Hvad har de, som vi ikke har og omvendt. For de kan jo noget andet, selvom de ikke har alle de materielle goder, som vi har,” fortalte Charlotte Reffstrup.

Kulturfestival

Kulturugen sluttede med en kulturfestival, hvor familier, venner og hele landsbyen kunne komme og se, hvad børnene havde lavet i løbet af ugen. Delt ud på forskellige værksteder, forberedte børnene sig på kulturfestivalen med at lave skilte til boder, flag, plancher og meget mere. Der blev lavet perler i ler, som ganske enkelt blev brændt over bål i en kagedåse. Børnene forberedte sig også på at skulle bage chapati (et kenyansk fladbrød) over bål.

En del af det materiale, børnene har lavet i kulturugen, er også det, de tager med, når de deltager på Ringsted Børnefestival den 8. juni. Det er skolens 3. klasse, der kommer med på børnefestival, og på deres stand på børnefestivalen vil man kunne lære en helt masse at være barn i Kenya sammenlignet med at være barn i Danmark.

Om Ringsted Børnefestival

Når Ringsted Børnefestival løber ad stablen den 8. juni 2024, er alle børn mellem 3-12 år garanteret en uforglemmelig dag. Der er altid mere end 80 aktiviteter, gode koncerter, teaterforestilling, opvisninger og masser af god musik.

I 2024 bliver Ringsted Børnefestival afholdt for 8. gang. Siden den første børnefestival blev afholdt den 11. juni 2016, har Ringsted Børnefestival formået at samle Ringsted og skabe en uforglemmelig dag for børn i alle aldre. Dog blev børnefestivalen i 2021 afholdt som en To Go-version. Et samarbejde mellem kulturinstitutioner, skoler, dagtilbud, foreningsliv, turistattraktioner og erhvervsliv og Ringsted Kommune har gjort Ringsted Børnefestival til noget helt særligt.

Fra børn til børn

Planlægning og udvikling af en del af aktiviteterne på Ringsted Børnefestival sker gennem læringsforløb, der gennemføres på byens skoler og dagstilbud.

Mottoet er, at vi laver en festival for hinanden, og temaet fra børn til børn er vigtigt i en tid, hvor både børn og voksne i særlig grad trænger til at lege og være kreative sammen.

Bæredygtighed og biodiversitet

På Ringsted Børnefestival sættes der fokus på bæredygtighed, biodiversitet og FN’s 17 verdensmål. Der skabes et rum for sjove, lærerige og underholdende aktiviteter, der sætter børnenes læring i spil på en kreativ og underholdende måde.

Foto: Heidi Taymyr
Foto: Heidi Taymyr
Foto: Heidi Taymyr
Foto: Heidi Taymyr
Foto: Heidi Taymyr