I projekt KUNSTkammerater prøver elever fra grundskolernes mellemtrin kræfter med kunstneriske arbejdsprocesser. Forskellige billedkunstnere gæster Kulturregion Midt- og Vestsjællands tre kunstmuseer: Sorø Kunstmuseum, Odsherreds Kunstmuseum og Museet for Samtidskunst i Roskilde. Efterår 2016 arbejdede godt 1.000 elever sammen med billedkunstner Astrid Randrup, og fra 13. marts 2017 står Mette Vangsgaard klar til at introducere grafiske trykteknikker under forårets tema: Sæt spor!

Billedkunsten og verden omkring os
I forårets forløb udforsker eleverne forskellige typer af spor – i deres omgivelser, i kunsten og dem, de selv sætter. Det handler om at aflæse, analysere og kreere nye billeder. Og så handler det om at gøre sig umage. Forløbet planter kimen til en bevidsthed hos eleverne omkring de billeder, de dagligt ser, og dem, de selv sætter i omløb. I KUNSTkammerater danner billedkunsten ramme for en styrket evne hos eleverne både til at udtrykke sig og til aflæse verden omkring sig.

Kunstnere, skoler og museer i lærende partnerskaber
KUNSTkammerater er et tværkommunalt projekt, hvor de tre museer samarbejder med kunstnerne og partnerskabsskoler om udviklingen af undervisningsforløb. Alle Kulturregionens grundskoler tilbydes tre-trins-forløb med materiale til brug på skolen før og efter museumsbesøget incl. 2,5 times kunstnerworkshop på museet. KUNSTkammerater tager afsæt i billedkunsten ud fra tværfaglige tematikker såsom detaljer(efterår 2016) og spor (forår 2017) og undersøger potentialet i at kunstnere, museumsformidlere og lærere udvikler undervisning sammen.

Fakta forår 2017

  • 2,5 times workshop med kunstner, Mette Vangsgaard
  • Undervisningsmateriale til forberedelse og efterbearbejdning på skolen
  • Målgruppe: Mellemtrinet
  • Pris: 500 kr.

Få ledige pladser i foråret

  • Museet for Samtidskunst – 13. – 23. marts (få pladser tilbage)
  • Odsherreds Kunstmuseum – 27. marts – 7. april (udsolgt)
  • Sorø Kunstmuseum – 19. april – 3. maj (få pladser tilbage)

Partnerskabsskoler

  • Holbæk By Skole afd. Bjergmark
  • Kirke Hyllinge Skole, Lejre
  • Pedersborgskole, Sorø
  • Skælskør Skole, Slagelse
  • Sydskolen afd. Asnæs, Odsherred
  • Trekronerskole, Roskilde
  • Valdemarskolen, Ringsted
  • Årby Skole, Kalundborg

KUNSTkammerater er et tre-årigt projekt støttet af Kulturministeriet samt Kulturregion Midt- og Vestsjælland. Udviklet i samarbejde ml. Sorø Kunstmuseum, Museum Vestsjælland og Museet for Samtidskunst.

/Pressemeddelelse Sorø Kunstmuseum