”Frihed – retten til at udtrykke sig” er temaet i Kunstkonkurrencen 2016 for børn og unge fra 0 til 25 år. Deadline for indlevering af værker er 10. oktober mellem kl. 11.00-17.00.
Frihed – retten til at udtrykke sig
Igen i år bliver der i efteråret afholdt en kunstkonkurrence for alle børn og unge i Ringsted. Årets tema er ”Frihed – retten til at udtrykke sig”. I år er aldersgruppen udvidet til 25 år, så juryen håber at mange unge vil deltage. Der er frie rammer for kunstværkerne, men frihed skal være et bærende element i værkerne. Alle kunstformer er velkomne fx foto, video, malerier, installationer, skulpturer – det er kun fantasien der sætter grænser.
”Med kunstkonkurrencen håber vi, at byens børn og unge med kunsten og fantasien som afsæt, vil tune ind på alle de fænomener, steder og situationer, hvor frihed kan være et tema”, fortæller Rikke Bernt fra Ringsted Bibliotek, der er blandt arrangørerne af kunstkonkurrencen.
I år vil der være mulighed for at sætte værkerne til salg og donere pengene til UNICEF. Alle værker sælges til kr. 50, som går ubeskåret til Ringsteds UNICEF By-projekt.
Sæt fantasien fri og skab dit eget kunstværk
Saml dine venner, så I sammen kan få den gode idé til et kunstværk. For at komme i den helt rigtige kreative stemning arrangeres der en workshop lørdag den 10. september på Ringsted Musik og Kulturskole, Regimentet 3. Workshoppen er inddelt efter alder:
• Kl. 09.00-11.00 – fra 0-6 år
• Kl. 11.30-13.30 – fra 7-12 år
• Kl. 14.00-17.00 – fra 13 til 25 år.
Det er gratis at deltage i workshoppen du møder bare op.
Indlevering, fernisering og udstilling
Værkerne skal indleveres på Ringsted Bibliotek, Tværallé 1-3, mandag den 10. oktober i tidsrummet kl. 11.00-17.00. Der afholdes fernisering samme sted torsdag den 13. oktober kl. 14.30, hvor borgmester Henrik Hvidesten vil overrækkepenge præmier til de heldigste. I forbindelse med ferniseringen byder arrangørerne på lidt godt til ganen. Kunstværkerne vil efterfølgende være udstillet på Ringsted Bibliotek i den betjente åbningstid frem til lørdag den 22. oktober.
Læs mere om Kunstkonkurrencen på www.ringstedbib.dk