Cirkus Arena præsenterer et stjernespækket program med prægtige, afrikanske elefanter anført af Patrick Berdino. Artisterne er hentet til Danmark fra hele verden og giver dig en handlingsmættet cirkusoplevelse i særklasse.
Det sker søndag den 24. august kl. 15 på Dyrskuepladsen.
7 køller i luften
Arena kan stolt præsentere sjælen af cirkus i dette års program. Oplev en af verdens hurtigste jonglører, Rudy Janecek fra Tjekkiet, der leverer et forrygende show med 7 køller i luften – en populær jonglør, der desuden har optrådt til rockkoncerter.
Den franske magiker Fred Jidinis inviterer dig ind i en fortryllende fantasiverden i et Moulin Rouge-inspireret trylleshow.
Højt oppe under teltdugen kaster brasilianske Alex Michael sig ud i en livsfarlig luftakrobatik – uden sikkerhedsnet. Og spændingen fortsætter med den brasilianske trapez-truppe Flying Mendosa, der udfører halsbrækkende 3-dobbelte saltoer i 12 meters højde. Truppen præsenterer desuden gysende smuk akrobatik i vertikale stofklæder.
Masser af klovnerier
Endelig ophæver de romanske springbrætartister Troupe Cretu tyngdekraften med et fantastisk show.
I år kan børn og barnlige sjæle særligt glæde sig til de spanske cirkusklovne Rampin clowns, der giver deres helt egen og vanvittigt morsomme version af blomsten og bien. Arenas italienske husklovn Jimmy Folco er i topform og er klar til at tage fusen på publikum.
Manegen fyldes af dampende hestekræfter, når Laura Berdino præsenterer sin frihedsdressur i topklasse – og så kommer de spanske akrobatiske superstjerner Rampin Brothers med et spektakulært show med fodakrobatik.
Nordens største cirkus
Arena er i dag Nordens største cirkus med over 8 cirkusforetagender i Europa med i alt plads til over 18.000 tilskuere – og 300 hundrede ansatte.
Arena er desuden involveret i Cirkus Skratt i Sverige og tre store teltproduktioner i Frankrig.
I 2012 bragte Arena cirkusverdenens største hædersbevisning, Guldklovnen, hjem fra Monte-Carlo til Danmark.
Læs mere på: www.arena.dk