HIGH_ArtworkEfter mere end 20 år i dansk komik har Lars Hjortshøj set sin situation dybt i øjnene og er nået til sit livs erkendelse: ”En dag vågnede jeg op midt i livet og troede, jeg var blevet klogere med alderen. Det er heldigvis ikke sket. Jeg forbeholder mig stadig retten til at komme i tvivl, ændre mening og blive…omvendt!” – siger Lars Hjortshøj.

Lørdag 24. oktober 2015 er Lars Hjortshøj tilbage på scenen i Ringsted Kongrescenter med et klassisk stand-up show, og han er klar til at give publikum sit bud på, hvad der er op og ned på den komplicerede tilværelse.

Lars Hjortshøj har gjort den skelsættende opdagelse, at det vil hjælpe de fleste at vende sig selv og tingene på hovedet og se det hele i et nyt perspektiv. Konverteringen har dog ikke på nogen måde gjort ham til puritaner – tværtimod!

”Jeg skåner hverken mig selv eller publikum, når jeg ventilerer kontroversielle emner som f.eks. organdonation, dyresex og klip-klappere,” fortæller Lars Hjortshøj.

I mere end 20 år har Lars Hjortshøj været en af landets førende stand-up komikere, og lige så længe har han været en markant skikkelse i det danske mediebillede. Han har stribevis af radio-, film- og TV succeser bag sig – lige fra det legendariske ’Casper og Mandrilaftalen” og ”Langt fra Las Vegas” til et hav af spillefilm og ikke mindst hele Danmarks første og eneste live sketchshow ”Live fra Bremen”.

Senest har Lars Hjortshøj fået stor ros som vært i adskillige underholdningsprogrammer på TV og i særdeleshed som velklædt radiovært i ”Hjortshøjs Badabing Show” på DR P4.

Men der er ingen tvivl om, at han befinder sig allerbedst, der hvor det hele begyndte – på stand-up scenen.