Bliver den kommende regering blå, tyder meget på, at det væsentligste element i en ”udkantspakke” bliver en justering af klimapolitikken. Klimapolitik er nok ikke det første, folk tænker på, når de tænker på de problemstillinger, der omfattes af begrebet ”udkantsdanmark”. Det var ikke desto mindre et markant undertema, da Byportalerne.dk arrangerede debatmøde om udkantsmyten i Ringsted Kongrescenter den 6. maj 2015.
I panelet sad 8 folketingskandidater fra Sjællands Storkreds: Christian Juhl (Ø), Meta Fuglsang (F), Kaare Dybvad (A), Brian Mikkelsen (C), Rasmus Helveg Petersen (B), Jacob Jensen (V), Villum Christensen (I) og Karin Nødgaard (O).
Det er måske ikke så mærkeligt, at klimapolitikken bliver debatteret, når der sidder en klimaminister i panelet (Rasmus Helveg Petersen). Men det var nu Liberal Alliances repræsentant, der var bannerfører for ideen om, at klimapolitikken skal ændres, hvis provinsen skal trives.
Ikke klimabenægter
Hvis vi virkelig vil hjælpe ”udkantsdanmark”, skal vi holde op med at beskatte folks mobilitet. Afgifterne på transport i Danmark er grotesk høje, og det skyldes en forfejlet klimapolitik. Sådan kan Villum Christensens synspunkter kort opsummeres.
Liberal Alliances klimaordfører blev i løbet af aftenen kaldt for ”klimabenægter” af klimaminister Rasmus Helveg Petersen. Der var kamp om mikrofonerne under debatten, og Villum Christensen fik således ikke mulighed for at svare på kritikken. Men til Byportalerne.dk udtaler han efterfølgende: ”Det er en beskyldning, der er ligeså forkert som den er grov. Jeg afviser ikke, at den globale opvarmning kan være menneskeskabt. Men ingen er i stand til at udtale sig om, hvor følsomt klimaet er ift. til drivhusgasser, eller hvorvidt der primært er tale om solen og skyernes indvirkning – altså naturlige årsager. Jeg tvivler også på, at problemet er så akut.”
Gang i væksten giver gang i udkanten
Afgifterne gavner i øvrigt slet ikke klimaet, ifølge Villum Christensen. De medfører nemlig kun en ting; at produktionsvirksomhederne flytter til udlandet: ”Jeg tror Vorherre eller hvem det nu er, som skal modtage den CO2, er ligeglad med, hvor den kommer fra”, sagde Villum Christensen på mødet i Ringsted. Udover at reducere energigafgifter ønsker Liberal Alliance at fjerne registreringsafgiften og broafgiften. Det er ifølge det liberale parti den bedste gave, man kan give provinsen, at øge folks muligheder for at transportere sig frem og tilbage til storbyen.
Brian Mikkelsen fra Det Konservative Folkeparti var på linje med LA i diagnosen: ”Danmark har den laveste vækst og de højeste energiafgifter.” Det hænger åbenbart sammen, og derfor vil de konservative ifølge Brian Mikkelsen afskaffe PSO og NOx afgifterne, som partiet tidligere har været med til at indføre.
Jacob Jensen fra Venstre var mindre tilbøjelig til at love afgiftsnedsættelser, men fra Danmarks pt. største parti kunne man ane et opgør med den klimapolitik, som der tidligere har været en form for konsensus om. ”Hellere grise i stalden, end solceller på taget”, sagde Jacob Jensen, der mener det er vigtigt, at vi anerkender fødevarebranchen som arbejdspladsskaber i provinsen.
Svin og vindmøller
Netop emnet grise gav anledning til aftenens mest muntre kommentar. Villum Christensen bemærkede mod mødets slutning til Rasmus Helveg Petersen, at svin ikke fik tilskud ligesom vindmøller. ”Får svin ikke tilskud, Villum? Et helt utroligt standpunkt”, udbrød klimaministeren til stor moro fra forsamlingen.
Tiden tillod ikke, at Villum kunne svare, men til Byportalerne.dk udtaler han efterfølgende: ”En klimaminister, der tydeligvis er blank på sit eget fagområde, og f.eks. ikke ved, at vindmøllestøtten koster skatteyderne kassen uden at spare klimaet for et eneste tons CO2, burde være yderst forsigtig med at blande sig i andres anliggender. Der gives ikke direkte støtte til europæisk svineproduktion. Dog får svinebønder, der ejer landbrugsjord, hektarstøtte på linje med alle andre jordbrugere.”
Hele debatten blev optaget på video, som kan ses på Byportalerne.dk
/SDL