Marius Byriel fortsætter som direktør i Ringsted Kongrescenter
Ringsted Kommune har søgt en ny direktør for Ringsted Kongrescenter, fordi åremålsansættelsen for den nuværende direktør Marius Byriel udløber i slutningen af juli 2016. Ud af de 27 ansøgere har Ringsted Kommune valgt nu at fastansætte Marius Byriel i stillingen som direktør i Ringsted Kongrescenter.

”Vi har haft et meget kompetent ansøgerfelt, men Marius Byriel har overbevist os om, at han både har energien, idéerne og de helt rette kompetencer i forhold at videreudvikle både Ringsted Kongrescenter og det samlede oplevelses- og turismeformat i Ringsted Kommune”, siger centerchef Mads Stougård Kristiansen fra Ringsted Kommune.

Marius Byriel
Marius Byriel

Marius Byriel selv er også glad for at kunne fortsætte sit virke i Ringsted Kongrescenter og Ringsted Kommune:

”Jeg føler mig overhovedet ikke færdig med Ringsted, og jeg har en stor lyst til at fortsætte med at udvikle kulturliv, oplevelser og turisme. Ringsted har i min optik nogle unikke muligheder for at gøre det endnu mere attraktivt at leve og bosætte sig i kommunen, og det bekræfter f.eks. weekendens store børnefestival mig meget i. Den kombination af kultur, læring og foreningsliv er der et stort potentiale i at drive videre. Og selve kongrescentret har nogle spændende muligheder for at udvikle både programmet og koncepterne omkring møder og kongresser, som jeg glæder mig til at være med til at udfolde yderligere”, siger Marius Byriel.