Mandag aften vedtog Ringsted Byråd en ny cykelstrategi, som udover at gøre cykelturene i Ringsted mere sikre også skal få flere voksne og flere skoleelever til at hoppe i sadlen.

Det er et enigt byråd, som nu siger ja til, at Ringsted Kommune frem mod 2030 på flere fronter vil arbejde at løfte cyklismen i Ringsted.

Baggrunden er bl.a. en undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der viser, at kun 5 pct. af alle ture i Ringsted Kommune i 2021-2023 foregik på cyklen. I 2020 var tallet 11 pct.

Tre mål skal vende udviklingen
Den udvikling skal vendes, og politikerne har med den nye strategi sat sig tre mål, som skal være nået i 2030. Det første lyder, at antallet af cykelture skal øges med 25 pct. inden 2030. Det andet, at mindst halvdelen af skolebørnene cykler til og fra skole inden udgangen af 2030, mens det tredje mål er, at antallet af ulykker med cyklister reduceres med 50 pct. inden 2030.

– De senere år har vi desværre set, at antallet af cykelture er faldet ret markant her i Ringsted Kommune. Det er rigtig ærgerligt, fordi vi ved, at det at cykle er godt for både den enkelte, klimaet og vores byer. Med strategien vil vi gerne gøre det lettere og mere attraktivt at vælge cyklen frem for bilen – især på de korte ture, siger Klaus Hansen (V), borgmester i Ringsted Kommune.

Britta Nielsen (SF), formand for Ringsted Kommunes Klima- og Miljøudvalg, er glad for, at der nu ligger en strategi, som kan gøre det mere trygt at cykle i Ringsted – både for børn og voksne: 

– Jeg er utrolig glad for, at vi har vedtaget en ny cykelstrategi, der skal gøre det mere trygt og sikkert at cykle i Ringsted. Strategien er især vigtig for vores skolebørn, så de kan få en mere sikker vej til og fra skole – og samtidig styrker vi den grønne transport i kommunen, siger Britta Nielsen.

Mange har været inddraget i arbejdet med strategi
Undervejs i arbejdet med cykelstrategien er der afholdt flere workshops med blandt andre lokale cykelforeninger, landsbyforeninger, uddannelser, politiet, skoler og virksomheder. En proces der har bidraget med både viden og ideer til arbejdet, men også i helt nye konkrete og lokale projekter.

Et godt eksempel er på Byskovskolen i Benløse, hvor involvering i arbejdet med cykelstrategien har givet anledning til at udvide arbejdet med en færdselspolitik for skolen, som skal øge trygheden og trafiksikkerheden for skolebørn.

– På Byskovskolen er vi meget optaget af, at eleverne lærer at færdes trygt i trafikken. Derfor takkede vi straks ja til at være med i arbejdet med den nye cykelstrategi. Området omkring skolen har i flere år været præget af vejarbejde, som har givet anledning til dialog om cykelstier i området, fortæller Emmeline Bolø, Færdselskontaktlærer på Byskovskolen.

Hun fortæller, at eleverne har deltaget i workshops i forbindelse med strategien ligesom alle elever tidligere i år med stor succes deltog i kampagnen ”Alle børn cykler”, som afholdes af Cyklistforbundet.

– Det har været en stor succes med udflugter i skoletiden, og aldrig har cykelstativerne været så fyldte – så det skal vi helt sikkert også deltage i fremover, siger Emmeline Bolø.

11 indsatsområder for at nå i mål

Cykelstrategien indeholder udover de tre målsætninger også 11 konkrete indsatsområder, som skal sikre den ønskede forandring.

Det gælder bl.a. et sammenhængende hovedrutenet, trafiksikkerhed og tryghed, sikre skoleveje, forbedret drift og vedligehold samt fremme af kombinationsrejser.

Pressefoto

Læs hele cykelstrategien her: https://ringsted.dk/sites/default/files/2024-12/Ringsted%20Kommune%20Cykelstrategi%2006.11.24.pdf