Motorcykelforretningen Yamaha Store Ringsted inviterer alle til en hyggelig lørdag den 28. marts 2015. Hvis du er morgenfrisk, kan du møde allerede klokken 10, og ellers er der mulighed for at deltage helt til klokken 16.
Du kan godt tillade dig at have høje forventninger. Dagen byder på motorcykler, pølser og et tjek af din egen kværn. Nærmere betegnet kan du komme ud og prøvekøre de nye Yamaha-modeller, du kan få lidt vådt og tørt til ganen i form af pølser fra grillen, øl og sodavand. Du kan tage din egen motorcykel med og få en snak med den dygtige mekaniker Ove Pedersen om optimering af køreglæde. På den måde sikrer du dig, at du får allermest ud af din motorcykel, fortæller indehaver Jon Jørgensen.
Du kan også prøve de nye Schuberth-hjelme. Du kan spare en masse penge, for der er gode tilbud på Yamaha-tøj, og så kan du se alt det nye udstyr.
Sidste år var der et par hundrede mennesker forbi. Det målte vi på, hvor meget kage der blev spist, siger Jon Jørgensen. I år forventer Yamaha Store Ringsted, at der kommer endnu flere forbi. Ligegyldigt om solen brænder eller om skyen græder, har du mulighed for at prøvekøre de nye motorcykler.
Så hvis du kunne tænke dig en dag med fuld fart, pølser, øl og gode tilbud, skal du lægge et visit på Fluebæksvej 200 i Benløse.