Arbejdsmarkedscentret i Ringsted Kommune holder Job- og uddannelsesmesse den 18. april 2018 i Ringsted Kongrescenter. Til messen er mere end 35 virksomheder allerede tilmeldt og flere kommer til.
Det skriver Ringsted Kommune til Dit Ringsted.
Virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft og uddannelsesinstitutionerne mangler deltagere på deres uddannelser.
Job- og uddannelsesmesse Ringsted 2018 er derfor et godt sted og en god markedsføringsplatform for interessenterne.
Konkrete job er allerede på banen. Virksomhederne henvender sig med konkrete job og meddeler, at jobsøgerne ikke behøver at vente til den 18. april med at søge, men at de allerede nu blot kan sende deres CV og en ansøgning!
Job- og uddannelsesmesse Ringsted 2018 sætter fokus på mangelområderne som er de brancher som i udtalt grad mangler arbejdskraft.
Til at sætte denne problemstilling i perspektiv er der samlet et stærkt hold af oplægsholdere:
Kundeservicedirektør Henrik Larsen, TELIA A/S
Salgschef Jørgen Larsen, HARTMANNS A/S
Projektchef Magnus Købke, TRANSPORTBRANCHENS UDDANNELSESFOND
De nævnte oplægsholdere er alle aktive spillere på ”rekrutteringsbanen” og indtager i dag en anførerrolle som for andre kan være med til at vise vejen til succesfuld rekruttering.
“Vi håber på over 1000 besøgende kigger forbi messen. Alle ledige borgere i Ringsted Kommune bliver inviteret, og der er allerede meldinger fra interesserede besøgende fra andre dele af Sjælland,” oplyser institutionsleder i Arbejdsmarkedscenter Ringsted Michael Merle.