Som led i implementeringen af folkeskolereformen indgår Ringsted Kommunes Skolecenter og Arbejdernes Landsbank et nyt samarbejde. Samarbejdet skal give eleverne en bedre viden om privatøkonomi samt sætte fokus på motivation og trivsel hos både elever og forældre.
Et af fokusområderne i sidste års folkeskolereform var et øget samarbejde mellem de lokale folkeskoler og det omkringliggende samfund. I den forbindelse er Ringsted Kommunes Skolecenter og Arbejdernes Landsbank blevet enige om et samarbejde til gavn for kommunens børn og unge.
Bankrådgivere skal undervise i privatøkonomi
Samarbejdet betyder, at alle 7. klasser i kommunen i løbet af det næste år vil få besøg af en bankrådgiver fra Arbejdernes Landsbank, som i matematiktimerne vil lære dem om budgetlægning, lånetyper og privatøkonomi – og på den måde klæde dem på til, at de en dag flytter hjemmefra. Derudover afholder man i fællesskab to stormøder for elever og forældre, hvor tidligere jægersoldat Nicolai Moltke-Leth og skuespiller Peter Mygind sætter fokus på henholdsvis motivation og trivsel, som begge er kerneelementer i skolereformen.
Skolecenterchef Morten Bøgelund Andersen ser spændende perspektiver i samarbejdet og glæder sig på elevernes vegne:
”Folkeskolereformen handler om at øge den faglige udvikling og højne trivslen hos alle børn og unge ved at gøre tingene på nye måder. Derfor er jeg rigtig glad for, at det lokale erhvervsliv har lyst til at bidrage. Jeg glæder mig meget til de to stormøder, men i særdeleshed også til, at bankrådgiverne kommer ud og lærer vores elever om privatøkonomi”.
Også Filialdirektør i Arbejdernes Landsbank Annette Jensen er glad for den nye samarbejdsaftale:
”I Arbejdernes Landsbank er vi glade for, at vi kan være med til at bakke op om børn og unge i Ringsted Kommune. Ringsted Kommunes skolevæsen er i gang med en stor implementering af den nye folkeskolereform, og i Arbejdernes Landsbank vil vi selvfølgelig gerne biddrage til, at alle børn og unge kommer godt fra start. Jeg er sikker på, at det bliver et spændende samarbejde, så vi glæder os meget til at komme i gang”, slutter hun.
Fakta om samarbejdet
• Samarbejdet løber som udgangspunkt til sommeren 2016
• Bankrådgivere fra Arbejdernes Landsbank skal undervise kommunens 7. klasser i privatøkonomi.
• Aftalen indebærer to årlige stormøder for elever og forældre i kommunens overbygningsskoler. Arbejdernes Landsbank finansierer oplægsholdere, mens Ringsted Kommune afholder udgifter til lokaler.
• Arbejdernes Landsbank finansierer æbler til kommunens 4000 skoleelever til skolernes motionsdag.