Til Ringsted Natten den 2. september kan du møde Ringsted Kommune, og få indblik i kommunens arbejde og få en snak med medarbejderne. Du kan også få en rundtur på rådhuset med borgmesteren.

Sidste år var Ringsted Kommunes aktiviteter uden for rådhuset for første gang, på grund af corona restriktioner. Det viste sig at være en stor succes, hvor mange lagde vejen forbi kommunens stande på Sct. Bendtsgade og på torvet. Derfor gentager Kommunen konceptet i år, og har samlet aktiviteterne udenfor.

Hvis du gerne opleve det historiske rådhus og høre om Rådhusets historie, kan du deltage i en af de to rundvisninger, som borgmester Henrik Hvidesten giver i løbet af aftenen. Klokken 18.00 og kl. 20.00 viser borgmesteren nemlig rundt på det gamle rådhus fra 1937. Rådhuset er tegnet af arkitekten Steen Ejler Rasmussen. Borgmesteren vil i løbet af rundvisningen både komme ind på Rådhusets historie og give et indblik i den politiske hverdag på Rådhuset. Vil du deltage i rundvisningen, møder du bare op ved skiltet om rundvisningen foran Rådhusets hovedindgang kl. 18.00 eller kl. 20.00.

Mød klovne og kaniner

I år kan du møde Integrationsrådet, som både vil fortælle om deres arbejde, og som har hyret en klovn i dagens anledning, som puster balloner op for børnene.

På torvet kan du møde to daginstitutioner. Den Frie Børnehave er kendt for deres kæmpe piratskib, og på Ringsted Natten følger de temaet og er klædt ud som pirater og havfruer. Sneslev Landbørnehus har fokus på naturen, og de har blandt andet medbragt nogle kaniner, som du kan komme forbi og sige hej til. Børnene har lavet plancher, hvor du kan se hvordan hverdagen ser ud på Den Frie Børnehave.

På Sct. Bendtsgade kan du møde Social- og Sundhedscentret, som både vil være til stede med information og dialog, og med deres borgerband, som spiller god musik. Hvis du har lyst til at møde vores ungerådgivning UngeLiv kan du kigge fordi pavillonen.

Også bag rådhuset på Sct. Bendtsgade fortæller Dagplejen om jobbet som dagplejer, og du kan få information og en snak med nogle af medarbejderne.

Museum Vestsjælland deltager med RINGSTEDbogen, og du kan møde redaktionsgruppen som vil fortælle om bogen og måske en anekdote eller to om byens historie. Ved siden af Museum Vestsjælland kan du udfylde en tipskupon og deltage i konkurrencen om koncertbilletter eller billetter til Svømmeland.

Kilde

Foto: SDL