Torsdag d. 16. januar starter “Musik for de små” igen efter en kort pause. Organist Mia Engsager og sangpædagog Gitte Paxevanos står klar til at synge og danse med de 0-3 årige og deres forældre eller pædagoger 10 torsdage i træk.
Musikalsk legestue torsdag d. 9.30-10.15 med Mia.
Legestuen er for alle børn fra 1-3 år og deres forældre, bedsteforældre eller pædagoger. I synger godmorgen til solen og vækker den lille kirkekanin Kalle. I danser, besøger gårdens dyr, sejler på havet og går en tur på junglestien og til sidst kigger I op på stjernerne i kirkens hvælvinger, mens I mærker vindens susen.
Vil I være med, så tilmeld jer ved at sende en mail til Mia: miaengsager@gmail.com.
Babysalmesang torsdag kl. 10.45-11.30 med Gitte.
Til babysalmesang synger I nogle af de dejlige salmer fra den store salmeskat. I vugger babyerne, blæser sæbebobler, danser og synger i det smukke kirkerum. Det er en stund med barnet i centrum og man bliver glad, når man ser lyset i børnenes øjne, allerede når det første slag på klokkespillet lyder.
Babysalmesang er for alle babyer fra 2-10 måneder og deres forældre, og man tilmelder sig ved at sende en mail til Gitte: gittepax@hotmail.com.
Mellem de to musikhold kl. 10.15-10.45 er der kaffe, te, frugt og saft. i konfirmandstuen i Vigersted præstegård. Her er der mulighed for at sludre lidt med de andre børnefamilier.