Lørdag formiddag overrakte Mette Schiewitz et bidrag fra Nordea Fonden til Line Solsikke på Torvet ved Tingstedet.

Bidraget på 27.000 kroner er til Ringsted Børnefestival, og Nordea Fonden bidrager til, at børn i kommunens institutioner kan lære om bæredygtighed og præsentere en bæredygtig aktivitet, når børnefestivalen løber ad stablen den 11. juni ved i og omkring Ringsted Sport Center.

”Nordea Fonden støtter aktiviteter, der styrker fællesskabet i lokalområder, projekter, der øger mulighederne for at komme ud i det fri og motiverer flere til et aktivt natur- og friluftsliv samt projekter for børn og unge – især også aktiviteter med bæredygtigt fokus” fortalte Mette Schiewitz, der overrakte det flotte bidrag på vegne af Nordea Fonden.

Mange af byens børn var mødt op for at høre Ringsted Børnefestivals maskot Line Solsikke synge sin nye sang, og Line Solsikke kvitterede med is og malebøger til børnene.

Her op til Ringsted Børnefestival er Line Solsikke rundt på institutioner og skoler, hvor hun blandt andet lærer børnene om bæredygtighed. En del af børnene, der var mødt op på Torvet lørdag formiddag, har allerede haft besøg af Line Solsikke, og gensynsglæden var stor, da de mødte Line Solsikke igen.

Ringsted Børnefestival lørdag den 11. juni 2022 kl. 10.00 – 16.00

Ringsted Børnefestival afholdes i år for sjette gang.

Siden den første børnefestival blev afholdt den 11. juni 2016, har Ringsted Børnefestival formået at samle Ringsted og skabe en uforglemmelig dag for børn i alle aldre. Et samarbejde mellem foreninger, skoler, institutioner, turistattraktioner, erhvervslivet og Ringsted Kommune har gjort Ringsted Børnefestival til noget ganske særligt.

Fra børn til børn
Planlægning og udvikling af en del af aktiviteterne på Ringsted Børnefestival sker gennem læringsforløb, der gennemføres på byens skoler og dagtilbud.

Med Ringsted Børnefestival 2022 holdes fast i, at vi laver en festival for hinanden, og temaet fra børn til børn bevares i en tid, hvor både børn og voksne i særligt grad trænger til at lege og være kreative sammen.

Bæredygtighed
På 2022-udgaven af Ringsted Børnefestival sættes fokus på bæredygtighed og FN’s 17 verdensmål. På festivalen skabes et rum for sjove, lærerige og underholdende aktiviteter, der sætter børnenes læring i spil på en kreativ og underholdende måde.

 
Foto: Oplev Ringsted / Heidi Taymyr