Ringsted Julebelysning vil gerne udbygge, men det kniber med finansieringen.
Investeret 250.000 kr. de sidste 2 år
I de senere år har foreningen Ringsted Julebelysning gennemført en omfattende renovering og udbygning af julebelysningen i Ringsted. Der er blandt andet kommet stjerner i Skt. Hans Gade, lysguirlander på vandtårnets vinduer og tag, Påfuglen i rundkørslen ved Nordre Ringvej er blevet renoveret og lyskæderne på platantræerne på Lille Torv er blevet udskiftet.
Alt i alt har foreningen investeret mere end 250.000 kr. over de sidste 2 år.
Næste projekt er Skt. Knudsgade og Skt. Bendtsgade
Men foreningen vil gerne videre med julebelysningen. Næste projekt er lysguirlander i Skt. Knudsgade, guirlande over rundkørslen og guirlander i Skt. Bendtsgade.
”Vi havde håbet, at pengene kunne række til det nye projekt i år. Men det er desværre ikke tilfældet. Derfor håber vi, at private, butikker og virksomheder vil yde et ekstra bidrag, så vi som minimum kan finansiere en del af projektet allerede i år ” siger Flemming Hansen, formand for Ringsted Julebelysning.
Julebelysningen tændes
Ringsteds julebelysning bliver i år tændt fredag 27. november og vil oplyser byen til og med søndag 3. januar.
Yde et ekstra bidrag
”Vi ved at julebelysningen er med til at sætte markant fokus på Ringsted, når der skal julehandles i den mørke december måned. Sammen med de mange gode juletilbud i byens butikker gør det byen værd at gæste. Så jeg håber at rigtig mange vil yde et ekstra bidrag” siger Flemming Hansen.
Bidrag kan indsættes på foreningens konto (reg.nr. 2186 – kontonr. 6887610078) eller via kontakt til Christian Molsing på Ringsted Julebelysnings sekretariat tlf. 5762 6623.