Inden eleverne i næste uge møder ind til første skoledag, samles mere end 400 lærere fra Ringsteds folkeskoler til ny og stor læringsfestival, for at dele viden og inspiration til motiverende undervisning.

Skolestarten er lige om hjørnet, og det betyder, at lærerne er i fuld gang med at planlægge det kommende skoleår. Og som noget nyt møder alle lærere i Ringsted Kommune i næste uge ind til en læringsfestival, som skal give inspiration til en lærerig og sjov undervisning for eleverne.

På læringsfestivalen vil lærerne blive mødt af inspirationsoplæg med spørgsmål som: Kan der ligge en blåhval ude i gangen? Kan man lære om fantasygenren med hjælp fra computerspil? Og hvordan kan man egentlig lære om folkeviser gennem musik og tegneserier?

Ud over inspirationsoplæggene vil der også være åbningsoplæg af elevråd og oplæg af både skole- og fremtidsforskere. Målet er, at festivalen skal kickstarte skoleåret med energi og inspiration til motiverende undervisning, som kan give alle elever en større lyst til at lære. 

Jesper Ulrich, centerchef for Undervisnings-, Fritids- og Kulturcentret siger:

– Vi er hele tiden i dialog med eleverne for at udvikle skolen, og med udgangspunkt i deres tilbagemeldinger starter vi nu Ringsted Læringsfestival, for at sætte lys på spændende og sjov undervisning, der med udgangspunkt i elevernes naturlige nysgerrighed, giver dem lyst til at lære mere.

Derfor er jeg glad for, at vi nu kan samles på vores nye læringsfestival, blive inspireret sammen og dele viden og erfaringer med kreative og gode måder at undervise på, og som resulterer i, at børnene grundlæggende synes det er sjovt at gå i skole, og får lyst til at lære mere, siger Jesper Ulrich.

Inspirationsoplæggene lægger op til at inddrage eleverne og give dem indflydelse. Derudover har festivalen fokus på gode og stærke læringsfællesskaber, som kan være med til at skabe skoleglæde og en følelse af tilhørsforhold.

Forskeroplæg om den motiverende skole

På festivalen vil børne- og skoleforsker Louise Klinge holde oplæg. Hun fokuserer i sit arbejde på lærer-elev-relationer og skoleudvikling og undersøger, hvilke rammer og relationer der bidrager positivt til børn og unges liv og udvikling. Louise Klinge mener, at det er helt afgørende for børns liv og fremtid, at skolen skaber motiverende rammer for alle børn og unge:

– Alle børn er motiverede for at lære og udvikle sig. Men om motivationen viser sig i skolen afhænger helt af, hvad de mødes af dér. Når de er motiverede, trives de og udvikler sig positivt, siger Louise Klinge.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen holder også oplæg på festivalen. Hun har et kvalificeret bud på, hvilke egenskaber fremtidens børn ikke kan undvære.

Foto: ABW