For at få mere liv i bymidten inviterer Ringsted Kommune nu borgerne til brætspil, langbordsmiddag og udendørstræning langs en ny stiforbindelse. Programmet starter mandag den 19. august, og målet er at finde ud af, hvad der virker.

Stien skal gå fra Sportscentret i øst til Outletbyen i vest og skal binde byen bedre sammen og skabe mere liv og nye mødesteder i byrummet.

Men før et nyt stiforløb anlægges, skal det afprøves, hvad der fungerer eller ikke fungerer. Derfor etableres der fra mandag og en måned frem et nyt og midlertidigt byrum ved Valdemarskolen, som den nye sti går forbi.

I den periode vil der være mulighed for at deltage i en lang række spændende aktiviteter, som for eksempel brætspil, langbordsmiddag og udendørstræning. Det fortæller Heidi Thorstensen, projektleder i Ringsted Kommune.

– Vi vil rigtig gerne skabe mere liv i Ringsted by med flere grønne oaser og nye mødesteder i byen. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til de aktiviteter, som er planlagt. Og jeg håber, at mange Ringsted-borgere vil tage deres venner og familier med, så vi kan finde ud, hvad der vil virke bedst, siger Heidi Thorstensen.

Se oversigt over alle aktiviteter: https://ringsted.dk/da/programoversigt-aktiviteter-i-det-nye-byrum-ved-valdemarskolen-19-august-14-september  

Hun fortæller, at Realdania støtter udviklingen af projektet og at stien er en del af en større plan for en mere spændende bymidte i Ringsted med for eksempel flere grønne oaser og fælles mødesteder.

Åbningsfest på mandag med byvandring, foodtruck og ansigtsmaling til børnene
Det nye midlertidige byrum ved Valdemarskolen danner fra mandag den 19. august og en måned frem rammen for en lang række spændende aktiviteter

For eksempel med en åbningsfest mandag d. 19. august fra kl. 17 til 20 med oplæg, byvandring, foodtruck og ansigtsmaling. Hele programmet, som også byder på krea-workshop, gode råd til cykelpleje og morgensang i det fri, kan læses på Ringsted Kommunes hjemmeside.

Foto: ADL