Tau Stig Stokholm er ny skoleleder på Vestervejs Skole i Ringsted Kommune. Han begynder den 1. juni, og han kommer fra en stilling som skoleleder af Barometeret hos Behandlingsskolerne i København.

Det skriver Ringsted Kommune til Dit Ringsted.

Tau Stig Stokholm er ny skoleleder på Vestervejs Skole. Han kommer fra en stilling som skoleleder hos Behandlingsskolerne. Her har han været leder af Dagbehandlingsskolen Barometeret, der er et miljøterapeutisk helhedstilbud med fokus på oligofrenipsykiatri.

Skolecenterchef Jesper Ulrich glæder sig til samarbejdet med den nye skoleleder.

”Tau har gennem ansættelsesforløbet vist at han har stærke forudsætninger for at lede en kompleks organisation, hvor flere faggrupper samarbejder om at gøre det bedst mulige for eleverne der indimellem er i sårbare livssituationer. Det er en stor opgave, som Tau har fået, men jeg er også sikker på, at han er det helt rigtige valg til at løfte opgaven,” siger Jesper Ulrich.

Tau Stig Stokholm er uddannet lærer og har stor erfaring med specialpædagogik og udeskole. Han har tidligere været pædagogisk afdelingsleder for indskolingen på Vesterbro Ny Skole i København.

Inden han blev lærer har han været iværksætter og leder i restaurationsbranchen. Tau bor i Hvidovre med sin familie. I sin fritid dyrker han boksning og nyder at lave mad med sine børn – meget gerne over bål i haven.

Tau Stig Stokholm begynder på Vestervejs Skole den 1. juni.

Tau Stig Stokholm. Foto: Ringsted Kommune.