erhvervspriser

Nye Erhvervspriser sætter fokus stærke lokale virksomheder og iværksættere

Ringsted Erhvervsforum uddeler i 2017 to erhvervspriser i samarbejde med Danske Bank som sponsor:

  • Erhvervsprisen
  • Iværksætterprisen

Priserne bliver uddelt ved Ringsted Erhvervsforums generalforsamling den 29. marts 2017, og nomineringen af kandidater til priserne starter nu.

Priserne gives til virksomheder i Ringsted Kommune, der i særlig grad har skabt vækst og udvikling i det lokale erhvervsliv, og som bidrager til en positiv branding af Ringsted. Ud af de nominerede virksomheder peger en udvælgelseskomité på 2 finalister til hver pris, og vinderne findes efter afstemning blandt medlemmerne i Ringsted Erhvervsforum.

”Det går rigtig godt for erhvervslivet i Ringsted, og det gælder både for de etablerede virksomheder og for iværksætterne. Der er høj værdiskabelse, der bliver skabt nye jobs, der er flere iværksættere – og de overlever i endnu højere grad. Det kan vi alle sammen glæde os over, og derfor vil vi gerne være med til at sætte spot på nogle af de lokale virksomheder, der i særlig grad markerer sig og kan være et forbillede for andre”, fortæller formanden for Ringsted Erhvervsforum Jeanette Amdal

Alle virksomheder beliggende i Ringsted Kommune kan indstilles til priserne. Det er således ikke et krav, at virksomheder, der indstilles til erhvervspriserne, er medlemmer af Ringsted Erhvervsforum eller kunder i Danske Bank. Det er dog forbeholdt medlemmer af Ringsted Erhvervsforum at indstille kandidater og stemme på finalisterne.

”Som bank er vi naturligvis interesserede i at det går godt i det lokale erhvervsliv, og vi er jo også ofte en helt central samarbejdspartner for virksomheder i vækst. Vi sponsere de to erhvervspriser, fordi vi gerne vil være med til at fortælle nogle af de gode historier om erhvervsudviklingen i Ringsted. Det er vigtigt for os der driver virksomhed her, og samtidig et stærkt signal til omverden om, at det er værd at rette blikket denne vej” uddyber Steen Dolberg, der er områdedirektør i Danske Bank.

Erhvervsprisen 2017 uddeles til en lokal virksomhed, som er:

  • Beliggende i Ringsted Kommune
  • Dygtig og respektabel
  • Udviklingsorienteret
  • Initiativrig
  • Har fokus på CSR
  • Medvirker til at sætte Ringsted på landkortet

Iværksætterprisen 2017 uddeles til en iværksætter, der har drevet virksomhed i maks. 3 år og som har vist evne til:

  • Initiativ og innovation
  • Implementering af idé og forretningsplan
  • Skabe omsætning og beskæftigelse
  • Synlighed

Nominer din kandidat her