Ringsted Bibliotek er de første i landet til at implementere helt nye Indhold+ søgeskærme. Design- og softwarevirksomheden Redia har sammen med Ringsted Bibliotek udviklet nogle helt nye søgeskærme, der gør det let at finde rundt i bibliotekets samling. Kig forbi biblioteket – og få hjælp og inspiration via de nye Indhold+ skærme.
Det er nu blevet endnu lettere at finde rundt blandt bøgerne og alle de andre materialer på Ringsted Bibliotek. Sammen med design- og softwarevirksomheden Redia, har Ringsted Bibliotek udviklet nogle helt nye søgeskærme, der gør det let for brugerne at søge og finde materialerne på hylderne, men også at blive inspireret til fx bøger, der ligner det man godt kan lide.
Indhold+ er navnet på de nye søgeskærme, der er udviklet af Redia. Redia er ekspert i moderne digitale formidlingsløsninger og har lavet løsninger til fx DOKK1 i Aarhus, Advedøre Bibliotek og Kongsberg Bibliotek i Norge.
”Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Ringsted Bibliotek, der har bidraget med stor viden om brugernes adfærd i et moderne folkebibliotek”, fortæller kommunikationschef, Kirsten Lund fra Redia.
Ringsted Bibliotek har været med hele vejen i processen fra idé til konceptudvikling, test og implementering. Og som det første sted i Danmark er de nye såkaldte Indhold+ skærme stillet op i biblioteksrummet.
Med brugeren i centrum
”Med de nye Indhold+ skærme har vi fået et moderne formidlingsredskab, der sætter brugeren i centrum i forhold til fysisk at finde rundt i bibliotekets store samling”, fortæller Trine Vandsted Nielsen, der er souschef på Ringsted Bibliotek.
Indhold+ er en særlig skærm, der gør det lettere for brugeren at søge, finde og reservere materialer. Der er også muligt via skærmen at logge ind og se sin lånerstatus, sende information om bestemte materialer til sin smartphone, samt at scanne en bog og finde inspiration til noget der ligner.
De nye indhold+ søgeskærme kan ses og opleves på Ringsted Bibliotek.
/Pressemeddelelse – Ringsted Bibliotek.