haandvaerker_udbudNyt indkøbssystem skal sikre, at kommunen får mest muligt for pengene

Ringsted Kommune har netop lanceret et nyt dynamisk indkøbssystem. Det nye indkøbssystem gør det muligt for kommunen at konkurrenceudsætte håndværkerydelser af en vis størrelse på en måde, så alle potentielle leverandører får mulighed for at byde på opgaverne. Det skal sikre, at kommunen altid får det bedste tilbud på opgaverne.

Det nye system fungerer på den måde, at håndværkervirksomheder, som er interesserede i at byde på kommunens opgaver, kan anmode om at blive godkendt til at byde på kommunens udbud af håndværkerydelser. Det er gratis for leverandørerne at bruge systemet, og når en virksomhed er blevet godkendt, vil den automatisk få besked, så snart kommunen udbyder en opgave i størrelsesordenen 100.001 til 2.999.999 kr. inden for den relevante fagentreprise.

Da alle godkendte leverandører opfylder det samme sæt af krav, er det alene pris, der konkurreres på. Derfor er det den virksomhed, der kommer med det billigste tilbud på den aktuelle opgave, der får aftalen.

Ni kategorier af opgaver
I systemet er kommunens opgaver opdelt i ni forskellige kategorier, som knytter sig til håndværksfagene: VVS, tømrer, murer, maler, JBK (jord, beton, kloak), el-installatør, glarmester, gulvlægger og tagdækning.

Interesserede virksomheder kan anmode om at blive godkendt som leverandør på følgende link:

https://eu.eu-supply.com/ctm/supplier/publictenders?B=SOROERINGSTED

Derudover kan interesserede virksomheder finde generel information om udbud og indkøb i Ringsted Kommune på: http://ringsted.dk/erhverv/bliv-leverandoer/udbud-og-indkoeb

/Pressemeddelelse Ringsted Kommune