Et af de helt store ønsker fra besøgende til Ringsted Børnefestival i 2024 var flere pusleområder. Det ønske bliver nu imødekommet – og mere til – med det nye initiativ “Jungleræs”, som får premiere ved årets festival.
Bag initiativet står elever fra FGU’s linje Omsorg og Sundhed, som har designet og indrettet et særligt område med både praktiske og legende elementer for de mindste børn og deres forældre. “Jungleræs” er placeret i Håndværkerbyen, lige ved Svømmeland, og kombinerer et hyggeligt pusleområde med et aktivt udenomsareal i jungletema.
Udendørs finder man motorikbanen “Hoppeloppeland”, en længere bane med sjove og udfordrende forhindringer, der stimulerer børns motorik og bevægelse. Banen henvender sig primært til børn fra cirka 4 år og opefter, men er tilrettelagt, så også yngre børn kan lege med og tage pauser undervejs.
Indendørs er pusleområdet indrettet med tre puslestationer, en ammestol og masser af visuel stimulering – blandt andet i form af farverige ’jungledyr’, der er lavet af genbrugsmaterialer fra tidligere arrangementer. Området er bemandet under hele festivalen, så der sikres trygge, rene og indbydende omgivelser for både børn og voksne.
6-8 elever fra Omsorg og Sundhed-linjen vil være til stede under festivalen. Nogle af dem har deltaget før, mens andre er med for første gang. Fælles for dem er, at de drømmer om en fremtid inden for SOSU- eller pædagogfaget – og netop derfor passer deres rolle på Børnefestivalen perfekt til deres interesse og faglige profil.
