Årets nytårsudtalelse fra Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten:

Borgmester Henrik Hvidesten. Foto: Ringsted Kommune

“Det er tid til at tage afsked med 2018 og byde velkommen til 2019. 2018 blev nok et år, som af mange vil blive husket som året med den varmeste sommer i mange år. Men ud over de afsvedne græsplæner og den store travlhed i brandvæsnet, så var det også en sommer, der virkelig satte en tyk streg under alle de mange kvaliteter, vores kommune har. F.eks. var det fantastisk at opleve, hvordan både lokale og besøgende tog godt imod det nye torv og det liv, som det lægger op til, ligesom det var fedt at møde mange mennesker i naturen, uanset om det var en til en varm løbetur på oplevelsesstien, eller om det var til en svalende dukkert i Haraldsted Sø.

Men det er heldigvis ikke kun i sommermånederne, og når solen skinner, at vi har meget at glæde os over i Ringsted Kommune. For ud over at være begunstiget med en smuk og meget tilgængelig natur, så bor vi jo i en kommune, der har rigtig meget at byde på. Og det er der rigtig mange, der finder ud af i disse år, så her i december er vi nu 34.684 indbyggere i kommunen – det er næsten 300 flere end samme tid sidste år, hvor vi var 34.390. Og ud over at være nye skatteborgere i kommunen, så er nye borgere samtidig arbejdskraft til vores virksomheder, kunder i vores butikker og medlemmer til de lokale foreninger. Ligesom flere børnefamilier er med til at sikre, at vi ikke skal i gang med at lukke skoler. Ja, faktisk går vi fra at have haft et betydeligt kapacitetsoverskud i vores daginstitutioner til, at vi kommer til at mangle pladser, hvis vi ikke investerer i nye faciliteter.

Men børneområdet er ikke det eneste sted, hvor vi kommer til at investere i de kommende år. Til næste år starter byggeriet af både Sportscenter og Sundhedscenter, og jeg håber, at begge dele bliver store aktiver for kommunens borgere i mange år fremover. Men at investere for fremtidens borgere handler ikke kun om store nye byggerier. Det handler også om at være med til at sikre en bæredygtig udvikling. Derfor er der i 2018 delt 15.000 grønne biospande ud til borgerne i Ringsted Kommune som en del af den nye affaldsordning. Målet med affaldsordningen er, at mindst 50 procent af affaldet fra husholdninger skal genanvendes senest i 2022.

Med udgangen af 2018 slutter også første år i denne byrådsperiode. Byrådet har nu arbejdet sammen i ét år, og det er der kommet mange gode fælles løsninger ud af. F.eks. blev det kommunale budget for 2019 for 99,9 procents vedkommende vedtaget i fuld enighed. Og så ved jeg godt, at det i år måske gik lidt nemt, fordi vi ikke var ramt af at skulle gennemføre store ændringer, for at få enderne til at nå sammen. Og uden at jeg skal ødelægge nytårsstemningen, så er det ikke den helt samme situation, vi kigger ind i, når vi kommer hen til 2020 og årene derefter. Men vi har et godt fundament, og med de rigtige investeringer og kloge beslutninger er jeg sikker på, at et ansvarligt Byråd også fremover vil kunne sikre, at der er balance i den kommunale økonomi samtidig med, at vi har et godt serviceniveau.

Til slut vil jeg gerne takke de mange mennesker, som jeg møder på min vej rundt omkring i kommunen. Jeg oplever en fantastisk stemning og ofte ser jeg med egne øjne, hvordan ildsjæle i foreninger og lokalområder, ledere og medarbejdere i virksomheder samt ansatte i kommunen tilsammen løfter Ringsted Kommune til at være et rigtig godt sted at leve.

Godt nytår!”