Søndag den 16. december havde de besøgende ved Ringsted Museum mulighed for at lære at flette de traditionelle julestjerner på nye måder. Forfatteren bag bogen ”Kreative stjerner”, Katja Svedstrup Westh Gross, gav tips og tricks til de fremmødte. For nogle var den almindelige flettede stjerne udfordring nok og for andre var det de nye, som var de mest udfordrende, fordi det krævede en ny måde at vende strimlerne på.

Anne Emilie Suhr og Lotus Lauritzen fordybet i stjernefletningen. Pressefoto.

Fælles for de fleste var, at de skulle prøve Star Isabella, som er en stjerne, som flettes fra den ene ende af strimlen i stedet for at folde strimlerne på midten. Denne stjerne kan afveksles i det uendelige, så alle kan ende med et forskelligt resultat. Denne stjerne er især et hit til stjernestrimler, som har én pæn side og en mere kedelig bagside.

Arrangementet var i forlængelse af dette års juleudstilling, hvor museet har sat fokus på de mange juletraditioner. Museet deler jo adresse med Ringsted vindmølle, hvor nisserne har huseret hele december – ligesom de plejer van. I Børnehjørnet har familierne hygget sig med deres egne kreative projekter, og gæsterne har været flittige til at styrke sig med kaffe og æbleskiver i museets café.

Hvad laver de på museet i januar?
Ringsted Museum & Arkiv holder nu lukket indtil 1. februar, hvor særudstillingen Vestsjællands Vejr åbner. Den første ”rigtige” åbningsdag er søndag den 3. februar. Medarbejderne benytter lejligheden til pladskrævende samlingsarbejde, nedtagning og opsætning af særudstillingerne – så det meste af januar er de ellers så ordentlige rum fyldt med pakkasser og sækkevogne.

Januar skal også bruges til oplæring af arkivassistenterne, for efter nytår ændres arkivets vejledningstilbud. For fremtiden bliver der drop-in vejledning tirsdag og søndag og mulighed for at bestille tid til vejledning på ugens andre dage. Arkivbrugere efterspørger i højere og højere grad digitale løsninger. Omlægningen giver arkivets medarbejdere bedre mulighed for at fordybe sig på udviklingsdage, hvor der kan arbejdes med digitale løsninger og tilgængeliggørelse af samlingerne.