Forberedelserne til Ringsted Børnefestival på lørdag er i fuld gang, og nu er 44 børn klar til at være ansigtsmalere hele lørdagen i den nye Rambla.
Tirsdag og onsdag er 44 børn fra 5. og 6. klasser på Byskovskolen Asgård og Benløse samt Nordbakkeskolen blevet undervist i ansigtsmaling. Det er Lea Dinesen, der har stået for en intensiv 2-dages undervisning. Tirsdag havde børnene teori og onsdag var det tid til at male på levende modeller.
”Det er anderledes at male på levende modeller, og de får fornemmelsen af, at der hele tiden er nogen i kø og det flow, der skal være” fortalte underviser Lea Dinesen.
Det var spirebørn der agerede modeller og stod i kø uden for lokalet på Asgårdskolen, mens de ventede på deres tur til at få flotte dekorationer i ansigtet, på armene og på benene.
Børnene er blevet dygtige på de to dages intensiv undervisning, og selvom der er nogle specifikke tegninger, som børnene har øvet sig på, er man velkommen til at ønske sit eget motiv på lørdag. De 44 dygtige elever har naturligvis ret til at sige fra, hvis de ikke føler sig klar til et ønsket motiv.
Om Ringsted Børnefestival
Når Ringsted Børnefestival løber ad stablen den 10. juni 2023 kl. 10.00 – 13.00 i og omkring Ringsted Sport Center, er alle børn mellem 3-12 år garanteret en uforglemmelig dag. Der er altid mere end 80 aktiviteter, gode koncerter, teaterforestilling, opvisninger og masser af god musik.
I 2023 bliver Ringsted Børnefestival afholdt for 7. gang. Siden den første børnefestival blev afholdt den 11. juni 2016, har Ringsted Børnefestival formået at samle Ringsted og skabe en uforglemmelig dag for børn i alle aldre. Dog blev børnefestivalen i 2021 afholdt som en To Go-version. Et samarbejde mellem kulturinstitutioner, skoler, dagtilbud, foreningsliv, turistattraktioner og erhvervsliv og Ringsted Kommune har gjort Ringsted Børnefestival til noget helt særligt.
Fra børn til børn
Planlægning og udvikling af en del af aktiviteterne på Ringsted Børnefestival sker gennem læringsforløb, der gennemføres på byens skoler og dagstilbud.
Mottoet er, at vi laver en festival for hinanden, og temaet fra børn til børn er vigtigt i en tid, hvor både børn og voksne i særlig grad trænger til at lege og være kreative sammen.
Bæredygtighed og biodiversitet
På Ringsted Børnefestival sættes der fokus på bæredygtighed, biodiversitet og FN’s 17 verdensmål. Der skabes et rum for sjove, lærerige og underholdende aktiviteter, der sætter børnenes læring i spil på en kreativ og underholdende måde.