Den grønne omstilling øger behovet for flere faglærte med tekniske færdigheder i Danmark. Derfor er det glædeligt, at EUC Sjælland ifølge deres nye statistik kan konstatere at antallet af ansøgere fortætter med at stige i 2021. I dag har 468 elever allerede søgt om optagelse direkte fra folkeskolen på en af EUC Sjællands erhvervsuddannelser. Det er flere end sidste år, hvor EUC Sjælland optog 368 elever på EUD og 68 elever på EUX. Samlet er det en stigning på over 50% siden erhvervsskolereformen i 2016, hvor EUC Sjælland optog 220 elever på EUD og 66 på EUX.

Klimaindsats skaber øget beskæftigelse

Grøn omstilling, digitalisering og automatisering forandrer arbejdsmarkedet markant i disse dage og skaber en efterspørgsel på helt nye kompetencer.

En undersøgelse fra Dansk Energi peger på, at Danmark frem mod 2030 kommer til at mangle adskillige kloge hænder og teknologisk snilde, det gælder særligt inden for erhverv som smede, elektrikere og VVS’ere samt ufaglærte og voksenlærlinge der bliver opkvalificeret med de rigtige kompetencer. Det handler bl.a. om opgaver inden for klimarenovation af landets alemene boliger, udskiftning af oliefyr og varmepumper, fremstilling af vindmøller og mange flere klimaforbedrende tiltag.

Bæredygtighed på skoleskemaet

EUC Sjælland arbejder netop nu målrettet med at skabe en bæredygtig profil som et fælles fundament for skolens brugere for både at bidrage til den grønne udvikling på landsplan og skærpe elevernes kompetencer, så de er parate til erhvervslivet.

“Som meningsdannende institution er vi forpligtede til at bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling. Det er et ansvar vi tager alvorligt, og derfor implementerer vi FN’s verdensmål som et fælles fundament for skolens brugere. Arbejdet med verdensmålene understøtter EUC Sjællands medarbejdere, elever og kursister i at tænke kritisk, innovere og arbejde for flere bæredygtige løsninger,” fortæller direktør John Norman og uddyber:

“Vi vil sikre, at der i skolens daglige virke tages stilling til om de valgte løsninger er bæredygtige, og at bæredygtighed bliver en naturlig og integreret del af det at lære på EUC Sjælland. Netop på den måde får eleverne de rette kompetencer til imødekomme fremtidens krav i erhvervslivet, hvor klimaindsatsen har topprioritet.”

Pressefoto