Sommerferien står for døren, og for mange er det snart tid til at pakke kufferten og drage udenlands. Med en række internationale betalingskort, som kan bruges i det meste af verden, er den økonomiske del af ferieplanlægningen heldigvis blevet lettere end tidligere. Men der er stadig en række forhold man skal være opmærksom på, hvis man vil forberede sin økonomi bedst muligt på ferien. Arbejdernes Landsbank giver dig her en række gode økonomiske råd.
Internationale betalingskort har gjort det nemt at rejse rundt i verden, men uden at have styr på betingelserne kommer man ikke langt. Ifølge filialdirektør i Arbejdernes Landsbank, Helle Bang, skal man være opmærksom på, at der kan være forskel på hvilke gebyrer og betingelser, der knytter sig til betalingskortene alt efter, hvilket kort man benytter.
”Fx kan man på sit Visa/dankort maksimalt hæve 25.000 kr. på 30 dage. Og det er surt at stå den sidste dag og ikke kunne betale sin hotelregning, fordi man har overskredet maksimumbeløbet. Et råd er derfor, at man har mindst to forskellige betalingskort med, så man altid har et brugbart betalingsmiddel. Flere kort på rejsen giver desuden en ekstra sikkerhed, hvis man skulle være så uheldig at tabe eller få stjålet et kort undervejs”, siger Helle Bang, filialdirektør i Arbejdernes Landsbank i Ringsted.
At have styr på sine betalingskort og betingelserne er det ene ben i en god ferieøkonomi – en god rejseforsikring er det andet. Hvis uheldet er ude, og man ikke er ordentligt forsikret, kan det nemlig hurtigt blive meget dyrt i lægehjælp eller hjemtransport. Med et MasterCard har man i de fleste banker mulighed for at tilkøbe en rejseforsikring, som bl.a. indeholder afbestillingsforsikring, betaling af hjemrejse og ubegrænset dækning af hospitals- og lægeudgifter.
”I Arbejdernes Landsbank gælder forsikringen ved ferierejser i hele verden og dækker hele familien inklusiv børn til og med 23 år – og som noget særligt dækker forsikringen, hvad enten rejsen er betalt med kortet eller ej,” fortæller Helle Bang.
Bruger man MasterCard, og rejser man uden for EU, skal man være opmærksom på, at flere banker, herunder også Arbejdernes Landsbank, benytter Geografisk Sikkerhed – en funktion, der beskytter kunderne mod kortsvindel i lande uden for EU. Rejser man uden for EU, skal man derfor huske at slå Geografisk Sikkerhed fra i sin netbank, da kortet ellers ikke virker.
Helle Bang anbefaler, at man husker at bestille betalingskort og valuta i god tid i banken. Muligheden for at betale med kort er ikke altid lige så udbredt som herhjemme. Det er derfor en god idé også at have lidt kontanter ved hånden til fx parkeringsautomater, billetter og entréer undervejs. Skal man til et EU-land, kan man inden afrejsen hæve euro direkte i hæveautomaten hos de fleste banker.
7 økonomiske råd til ferierejsen:
1. Medbring to kort
Tag altid to internationale betalingskort med på rejsen, hvis du skulle miste det ene. Opbevar dem hver for sig. Skal du have et nyt kort, så bestil det i god tid – helst 14 dage inden afrejsen.
2. Hav altid lidt kontanter med
Selv om du har internationale betalings- og kreditkort med i pungen, er det også en god idé at have lidt kontanter med til de første dage.
3. Tjek betingelserne for de kort, du medbringer
Betingelserne for bl.a. kredit, gebyrer og beløbsgrænser er forskellige alt efter hvilket kort, du benytter. Inden du tager afsted, er det derfor en god idé at tjekke, hvad der gælder for netop dit kort. Fx kan man på et Visa/dankort højst hæve 25.000 kr. på 30 dage, og man kan maksimalt hæve 2000 kr. pr. dag i automater. På et MasterCard er beløbsgrænserne typisk højere.
4. Undgå for mange hævegebyrer
Med Visa og MasterCard kan du hæve kontanter i udenlandske hæveautomater, men vær opmærksom på, at det koster et gebyr på 1-2 pct. af det hævede beløb og minimum 30 eller 50 kr. hver gang, du sætter kortet i automaten. Hæv derfor hellere et større beløb én gang i stedet for et lille beløb mange gange.
5. Hvis du mister kortet
Mister du dit kort på ferien, skal du huske at få det spærret. Du skal ringe til Nets på:
Tlf. 44 89 29 29 (Dankort, Visa/Dankort, Visa Electron, hævekort)
Tlf. 44 89 27 50 (MasterCard, Maestro og American Express)
6. Aktivér dit MasterCard, hvis du rejser uden for Europa
Da mange desværre oplever misbrug af MasterCard på internettet og i udlandet, har mange banker i dag valgt at spærre MasterCards til brug på internettet og uden for Europa. Husk derfor at aktivere dit MasterCard, hvis du skal uden for Europa – og spær det endelig igen, når du kommer hjem, så er du bedst muligt sikret imod misbrug.
7. Husk rejseforsikring
Mange MasterCards har tilknyttet – eller tilbyder tilkøb af – en rejseforsikring. Den gælder hele året rundt, og hvis den ikke allerede er inkluderet, så er den ofte billigere end en enkelt tilkøbsforsikring købt via din rejseudbyder. Overvej derfor om et MasterCard med tilknyttet rejseforsikring skal være det ene af de to kort, som du vælger at tage med på ferien.