SFO 2 på Opalen, Anlægsvej 7, er flyttet til nye lokaler på skolen. Det skyldes, at der er fundet rotter i nogle af Opalens lokaler. Forældre har fået besked via Aula.
Onsdag den 14. april er børn og medarbejdere flyttet i nye, midlertidige lokaler på Valdemarskolen, fordi der er fundet rotter i deres normale lokaler på Opalen. Forældre til børn i Opalen har fået nærmere besked via Aula.
I sidste uge fandt Opalen tegn på rotter udenfor, og de tog med det samme kontakt til en rottefænger. Ringsted Kommunes Vej- og Ejendomscenter gik også med det samme i gang med relevante foranstaltninger. Sent tirsdag fandt medarbejdere i Opalen tegn på rotter i et ubrugt lokale.
Michael Frédéric Nielbo, leder af Opalen, siger:
”Vi har vurderet situationen og er onsdag gået i gang med at flytte børnene til nye lokaler på Valdemarskolen. Opalens børn kan fortsat være i SFO, ligesom vi fortsætter med at lave aktiviteter i hverdagen. Lige nu er vi i fuld gang med at gøre gamer-rum, kreative rum, samt andre pædagogiske værksteder klar, så vores hverdag kan fortsætte som normalt,” siger Michael Frédéric Nielbo og fortsætter:
”Vi har haft rottefænger på lige fra starten, og rottefængeren har sat fælder og gift op ud fra deres faglige vurdering af problemet nu og her. Ringsted Kommunes Vej- og Ejendomscenter er også i gang med at gennemgå bygningen for at se på, hvilke tiltag vi eventuelt skal sætte i gang for yderligere at sikre bygningen mod rotter.”
SFO’en er fortsat åbent blot i nye lokaler. Det er SFO 2, de ældste årgange i SFO’en, som har fået nye midlertidige lokaler.
Pt. er det uvist, hvor længe SFO 2 foregår i andre lokaler på Valdemarskolen. Forældre og børn får selvfølgelig direkte besked og holdes løbende orienteret. Forældre er også velkomne til at kontakte Opalens medarbejdere, hvis de har spørgsmål.