Oplev 90 årige Bent Fabricius-Bjerre i en fantastisk koncert med det charmerende orkester ”De Græd” i Ringsted Kongrescenter. Det sker fredag den 24. april 2015 kl. 20.
Bent Fabricius-Bjerre har gennem sit lange liv underholdt og begejstret med sin musik. Med melodier som ”Alley Cat”, ”Forelsket i København”, ”Olsen Banden”, ”Duerne flyver”og ”Matador” har han gang på gang vist sig som en komponist med en lang holdbarhed, og i den grad sat sit præg på den musikalske kultur i Danmark.
”De Græd” hedder det lille orkester Bent Fabricius-Bjerre tog med på landevejen, da han i 1998 tog flyglet under armen og begyndte at spille koncerter. Orkestret spiller stadig sammen og bedre end nogensinde. De Græd består af sanger Jesper Stilgren, guitarist David Springborg og bassist Niels Ovesen.
Sanger og skuespiller Trine Pallesen er med på scenen og vil bidrage med sange fra Matador musicalen og selvfølgelig andre af Bent Fabricius-Bjerres store hits. Trine Pallesen har begejstret publikum og anmeldere i forestillinger som: ”Et solstrej i en vandpyt”, hvor hun spillede Grethe Ingmann og ”Mød mig på Cassiopeia”, hvor hun spillede musen Polyhymnia.
Køb billetter på www.billetnet.dk – forsalget er startet.