Den 24. august er det 1 år siden Oplevelsesstien åbnede officielt. Omkring 100 mennesker mødte op ved den gamle Staveds Bro ved Roskildevej for at fejre indvielsen af den første etape af Ringsted Oplevelsessti og borgmester Henrik Hvidesten hold åbningstale.
Oplevelsestien er planlagt til en strækning på 25 km fra Humleore Skov til Høm Mølle, og hele stiprojektet forventes færdigt i 2017. Ved Humleore Skov kobles stien til Køge Ås stien og ved Høm Møllevej vil der være mulighed for videreførelse til Vrangstrup og Susåen.
Stiens oprindelse og fremtid
Oplevelsesstien er en aktivitets- og natursti og arbejdet med den startede i januar 2009, hvor en frivillig arbejdsgruppe indsendte bl.a. forslag til kommuneplan 2009-2020 for at få stien indarbejdet i planen. Oplægget blev præsenteret for Byrådet i august 2009 og i september 2009 godkendtes et kommissorium i kommunens Plan- og Boligudvalg for arbejdet med Oplevelsesstien.
Hele stiprojektet vil – ifølge Oplevelsestiens officielle hjemmeside her – bl.a. byde på:
- Balancebane – formentlig Danmarks længste
- Lær at cykle-bane
- “Hemmelig sti” for børn
- Mountain Bike bane på 3,5 km
- Fiskebroer
- Bålhytte
- Shelters
- Isætningsplatforme for kajakker 3-4 steder i Haralsted Sø
- Masser af informationsplancher om kultur, geologi, dyr og planter, herunder tørgravning, ådale, søer, vandforsyningshistorie, åse mv.
- Udendørs mini-træningspavilloner til udendørs fitness
- Mange bord- og bænkesæt undervejs.
Stiprojektet er finansieret af A.P. Møller-fonden, Nordea-fonden, LAG-Ringsted – herunder EU midler, Grønne Partnerskaber og Ringsted Kommune.
Du kan læse meget mere om Oplevelsesstien på www.oplevelsesstien.dk eller www.facebook.com/oplevelsesstien. Eller endnu bedre – du kan gå en tur i det smukke område. GPS koordinaterne for parkeringspladsen ved Staveds Bro er følgende:
N 55°28’40.0″
E 11°50’12.6″
N 55°28.667″
E 11°50.211″