Det er påsketid, og Dit Ringsted har bedt en række personligheder i Ringsted om at fortælle om deres påsketraditioner. Her fortæller Mette Balleby, bestyrer på Skovly Camping, om påskecamping, skattejagt og forårsvejr.

Gør I noget særligt for at markere påsken på Skovly Camping?
Nu er det påske og vi har fundet en masse gule blomster frem og plantet dem rundt omkring i plantekasserne, så det ser rigtig flot ud heroppe. Påsken er jo den tid, hvor campinggæsterne begynder at komme ud af deres skjul. Vores erfaring er, at folk nok skal komme ud i påsken, det skal virkelig være dårligt vejr før folk ikke kommer ud så snart solen skinner. De har jo siddet indenfor hele vinteren og glædet sig til at skulle ud og campere igen. Vi markerer påsken fint ved at pynte pladsen og lave skattejagt og kreativ leg for børn.

Er påsken en campingferie?
Ja, det er det. Påsken er faldet tidligt i år, så pladsen er stadig ret våd. Derfor hjælper vi stort set alle pladserne, fordi de synker lidt i og sådan nogle ting. Så det ser jeg som et tegn på, at folk vil ud og campere, selvom vejret ikke er helt godt nok endnu, for nu har campingvognen stået i hi så længe.

Hvordan fejrer man påske på en campingplads?
Enten tager gæsterne selv ud og camperer i påsken, eller også kommer de i grupper. Vi ser tit at hele familier eller flere vennepar tager sammen på påskecamping og holder frokost. Mange har nogle faste campingvenner, og de har glædet sig til at se hinanden igen og genoptage traditionen med påskefrokost. Så tager de en ret med hver og samler sammen. Folk hygger sig på deres egen måde i påsken her på pladsen.

Hvordan er fremmødet på campingpladsen i påsken i forhold til andre helligdage?
Min erfaring er, at de bedste helligdage for en campingplads er pinsen og kristi himmelfart. I pinsen har vi mere eller mindre fyldt på pladsen næsten hvert år. Det der er afgørende for fremødet i påsken, det er vejret og hvor tidligt påsken ligger. Denne gang ligger påsken lidt i en gråzone, hvis man skal forsøge at forudsige fremødet, fordi det kan blive rigtig godt vejr men det kan også blive rigtig skidt og vådt. Men nu lover de jo tørvejr de næste par dage, så jeg er slet ikke i tvivl om at vi nok skal få fyldt de sidste pladser op. Det skal nok blive godt, og selv hvis vejret er skidt, er der altid nogle som er ligeglade og trodser det.

I hvor høj grad spiller vejret en rolle for påskecamping?
Der er nogle der trodser alt vejr og vind, fordi de bare vil ud og campere, og måske også fordi de har en god campingvogn som er hurtig at varme op. Mange gæster med små børn venter, fordi det er hårdt med regn, mudder og gummistøvler. Så vejret spiller en rolle for fremmødet på pladsen, men man kan alligevel ikke altid helt regne med det.

Hvordan pynter I op til påske?
Vi har masser af påskeliljer rundt omkring i krukkerne, både i indkørslen og på minigolfen, så det ser super fint ud. Vi har ikke rigtig gjort noget ekstra med lys og pynt indenfor. Det er mere noget vi ligger vægt på til jul, også fordi mange kommer i påsken for at være udenfor.

Har I nogle særlige påskeaktiviteter planlagt?
Det vi har planlagt i år er en påskeskattejagt for børnene, hvor påskeharen har stjålet nogle ting. Det er gået lidt over i at blive en krimi, hvor de skal finde ud af hvem skurken/tyven er. Derudover laver vi mad over bål, hvor vi laver popcorn, madpandekager, snobrød og marshmallows. Så har vi børnebanko, hvor børnene kan vinde badebilletter og slushice billetter til den kommende sæson. Så holder vi noget vi kalder kreativ dag, hvor der vil være aktiviteter som at pynte en kop med neglelak, lave fingerstrik, filte uld som æg og klippe gækkebreve. De fleste børn og forældre er glade for, at der er nogle aktiviteter, også selvom de ikke alle sammen er påskeorienteret. Da jeg arbejder i påsken, holder jeg også selv påske herude på pladsen, og min egen søn er med ude og lege.

Her kan du se en oversigt over påskeaktiviteterne på Skovly Camping 2015 :

Torsdag den 2. april:
kl. 11.00 Zumba
kl. 14.30 Påskeskattejagten

Fredag den 3. april:
kl. 11.00 Cykeltur for alle
kl. 14.30 Børne banko

Lørdag den 4. april:
kl. 14.30 Mad over bål

Søndag den 5. april:
kl. 14.30 Kreativ dag

camping

/Stine Amanda