Banedanmark er i gang med opgraderingen af Ringsted Station, som gøres klar til at modtage den nye bane København-Ringsted. De udfører derfor en række arbejder i juli måned, der påvirker togtrafikken. I perioden fra den 7. juli til den 27. juli 2017 arbejder de døgnet rundt.
Det skriver Banedanmark på deres hjemmeside.
Banedanmark spærrer sporene på Sydbanen mellem Ringsted Station og Næstved Station i perioden fra den 7. juli til den 27. juli 2017. Det betyder blandt andet, at der i perioden bliver indsat togbusser fra Ringsted til Næstved.
Mens banen er spærret udskifter de skinner ud fra Ringsted Station og i retning Havrebjergvej. Fra Mellem Broerne og ud til Dyssegårdsvej udskifter Banedanmark skinner på godssporene. Her lægger de også sveller med gummisål, som dæmper støjen fra godstogene, når de passerer.
Fælles for begge områder er, at der bliver udført gravearbejder, skært skinner og læsset skærver, hvilket kan give støjgener, mens de pågår.
Fra den 22. juli til den 27. juli 2017 tester Banedanmark sikringsanlægget på Ringsted Station. De forventer ikke støjende aktiviteter i denne periode, da det er ledninger og tekniske installationer, de skal efterse. Stationen er spærret for al togtrafik i denne periode.
Følg desuden med hos DSB for at se, hvordan togtrafikken bliver påvirket.