Midt- og Vestsjællandsk Politi lancerer i år en ny måde at komme rundt i politikredsen på, når de opstiller deres rullende politistation forskellige steder. I denne uge besøger de Ringsted.
”Vi ønsker at komme i kontakt med så mange borgere som muligt, der får mulighed for at få gode råd om sikring af deres bolig, nabohjælp, råd om tricktyverier og anden form for kriminalitet, ligesom vi ønsker at komme i en god dialog med vores borgere, der kan stille alverdens spørgsmål til os, når vi kommer rundt.
Der er sikkert også nogle bedsteforældre, der har børnebørn på besøg i sommerferien, der vil synes, at det er spændende at se en ny stor politibil og tale med politifolkene”, siger vicepolitiinspektør John Jensen.
Politiets forebyggelsestur rundt i Midt- og Vestsjælland startede allerede i sidste uge med besøg i Bjæverskov, Jylling, Borup og Roskilde. I denne uge besøger politiet Ringsted, Ølby, Lille Skensved og Havdrup.
”Vi har allerede haft stor glæde af vores rullende politistation, som borgerne har taget meget positivt imod. Bilen gør, at vi er meget synlige, når vi er ude i nærområderne. Vi bliver spurgt om alle mulige typer sager fra Nabohjælp, forebyggelse, problemer med knallertkørsel i et lokalområde og også om forskellige færdselssager og mange andre ting.
Vi har en klar fornemmelse af, at der er et behov for den tætte kontakt til politiet, og derfor fortsætter vi naturligvis vores tur rundt i politikredsen”, fortæller vicepolitiinspektør John Jensen.
Politiet vil besøge Ringsted torsdag den 13. juli, og du finder du på Torvet fra kl. 13 til 15 og ved Ringsted Outlet fra kl. 17 til 19.
/Pressemeddelse – Midt- og Vestsjællands Politi