Kultur- og Trivselsudvalget har med udgangspunkt i mange interessante input fra aktørerne på området udarbejdet en ny politik for kultur-, fritids- og frivillighedsområdet.
Politikken er i offentlig høring frem til den 3. december
I starten af juni inviterede Kultur- og Trivselsudvalget kommunens borgere og aktører på kultur-, fritids- og frivillighedsområdet til et inspirations møde om kommenens kommende politik på området. Omkring 70 engagerede aktører og borgere mødte op og kom med mange forskellige forslag, betragtninger og erfaringer, der alle skulle bidrage til arbejdet med den kommende politik.
”De mange gode betragtninger fra borgerne og aktørerne på kultur-, fritids- og frivillighedsområdet har dannet grundlaget for den politik vi nu sender i høring”,
siger formanden for Kultur- og Trivselsudvalget Per Nørhave og fortsætter ”Det har været vigtigt for os i denne proces, at aktørerne på området kan se sig selv i den endelige politik, og kan se et formål i at arbejde for de principper, der er i politikken i samarbejde med Byrådet og kommunen. I udvalget opfordrer vi derfor aktørerne og andre interesserede til at kigge hørings materialet igennem og gerne komme med høringssvar til udvalgets videre arbejde med kvalificering af politikken.”
Politikken skal sikre balance
Den nye politik for kultur, fritid og frivillighed ligger i tråd med byrådets vision ”Ringsted – midt i mulighederne”. Visionen har blandt andet fokus på samspillet mellem kommunens mange aktører – både offentlige og private – og på, at det skal være attraktivt at bo og virke i Ringsted Kommune.
Den nye politik lægger op til at sikre en fornuftig balance i kultur-, fritids- og frivillighedsindsatsen i Ringsted Kommune. En balance, der skal sikre gode rammer for forenings- og fritidslivet, et godt samarbejde og skabe opmærksomhed omkring mulighederne i Ringsted både lokalt og udenfor kommunegrænsen.
Hørings materialet findes på kommunens hjemmeside, og der kan indsendes høringssvar frem til den 3. december 2015.
Kultur- og Trivselsudvalget forventer, at den endelige politik vedtages i løbet af vinteren.