Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 24. maj til den 30. maj 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mistænkeligt forhold ikke så mistænkeligt – Ringsted
Søndag den 29. maj kl. 11.30 blev der anmeldt om, at der muligt var falske sygeplejersker på spil i Ringsted i forbindelse med indsamling. De to kom gående med en barnevogn, og det fandt anmelder mistænkeligt. Det viste sig, at der var indsamling til “Læger uden grænser”, og de var netop udklædt som sundhedspersonale for at understrege det gode formål.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Søndag den 29. maj kl. 17.04 skete et færdselsuheld på Vestmotorvejen, hvor en 37-årig mand fra Højby kørte ad motorvejen mod vest, hvor han blev overhalet af en anden bil, der blev ført af en 58-årig mand fra Ringsted.
I forbindelse med overhalingen mistede den 58-årige herredømmet over bilen og kørte ud i midterrabatten og påkørte autoværnet og kørte tilbage i kørebanerne, hvor han ramte den 37-åriges bil. Begge biler rullede rundt. Der skete ingen personskade, men en passager i den 58-årige mands bil blev dog kørt til undersøgelse på sygehus.
Uheldet førte til stor trafikale problemer, hvor alt trafik blev spærret, og først kl. 18.15 var der igen åbnet for færdslen.
Kl. 17.23 sker et nyt færdselsuheld i modsat retning på Vestmotorvejen, hvor der var “kiggekø”, som følge af ovennævnte uheld. To biler involveret. Ingen personskade.
Al trafik i østgående retning blev spærret, hvilket varede til kl. 17.52, hvor trafikken igen kunne køre forbi stedet.
Spirituskørsel – Vigersted, Ringsted
Søndag den 29. maj kl. 19.00 påkørte en bil en hæk på Vigersted Bygade, hvorefter bilen kørte fra stedet. Kl. 20.15 blev bilen fundet på Jungsøvej i Jystrup, hvor det blev konstateret, at der i bilen sad en 35-årig kvinde fra Nyrup og sov. Hun var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.
Færdselsuheld – Ringsted
Søndag den 29. maj kl. 23.24 skete et færdselsuheld på Haslevvej, hvor en 23-årig mand fra Store-Merløse kørte i nordlig retning. På et tidspunkt kørte bilen over i den modsatte kørebane og ramte rabatten, hvorefter bilen rullede rundt og landede i en have. Den 23-årige blev kørt til sygehus til kontrol. Umiddelbart havde han ikke nogen skader.Uheldet skyldtes muligvis træthed.
Høj musik – hele politikredsen
I løbet af fredag den 26. maj fik politiet flere anmeldelser om højt musik rundt omkring fra i hele politikredsen. Ikke alle sager førte til udrykning af politiet. Vi opfordrer til, at man selv tager fat i naboen, hvis denne spiller lidt for højt, og man i øvrigt viser hensyn over for sine nærmeste ved at have musik på et niveau, der ikke generer andre.
Spirituskørsel – Jernbanevej, Ringsted
Fredag den 26. maj kl. 02.20 anholdt og sigtede politiet en 39-årig kvinde fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Hun var inden anholdelsen blevet bedt om at deltage i en alkometertest, men kunne eller ville ikke blæse med tilstrækkelig luft i apparatet, hvorfor politiet måtte anholde hende kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Hun kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Indbrud i perioden
Åvejen, Ringsted
Møllevej, Ringsted
Nørretorv, Ringsted
Præstevej, Benløse, Ringsted
Lavetten, Ringsted