Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 31. oktober til den 7. november 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Våbenloven – Nordre Ringvej, Ringsted

Mandag kl. 20.11 blev en bilist kontrolleret, efter at bilisten under kørsel ad Nordre Ringvej havde foretaget en umotiveret nedbremsning, da bilisten fik øje på en motorcykelbetjent. Bilen blev ført af en 28-årig mand fra Slagelse, som medbragte en baseballkølle og knojern i bilen. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven på grund af besiddelse af disse våben. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Salg af narkotika – Ringsted.

Søndag kl. 03.45 anholdt politiet en 18-årig mand fra ringsted, der på Nordre Ringvej blev fundet i besiddelse af hash i salgsklumper. Den 18-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer og løsladt ud på natten.

Eftersøgning – Ringsted.

En 60-årig mand fra Ringsted – blev i løbet af søndagen eftersøgt som bortgået. Han blev fundet i god behold natten til mandag, hvorfor han nu aflyses.

Varetægtsfængsling – Trusler på livet mv. – Ringsted

De to mænd på 20 og 21 år fra Ringsted, anholdt som mistænkte for at have truet en 22-årig mand fra Sorø på livet i forbindelse med en strid om noget gæld mv., og hvor de forsøgte at brænde hans bil af, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Den 21-årige blev varetægtsfængslet i syv dage frem til den 9. november 2017, medens den 20-årige blev varetægtsfængslet i 14 dage frem til den 16. november 2017.

Anholdelse – Trusler mv. – Køgevej, Ringsted

Onsdag kl. 21.27 anmeldte en 22-årig mand fra Sorø, at han under kørsel med en veninde, der skulle samle to mandlige bekendte op i Borup, var blevet truet, da de under kørslen nåede til Køgevej i Ringsted. Der var opstået en strid om noget gæld, hvorefter de to mænd havde truet den 22-årige med en kniv, ligesom de havde taget en mobiltelefon fra ham. Det var lykkedes den 22-årige at flygte fra bilen medbringende bilnøglen, så de tre ikke kunne køre videre i bilen.

Politiet kørte til området og fik kontakt med de to mænd på 20 og 21 år fra Ringsted, som begge blev anholdt som mistænkte for trusler. Den forurettedes bil var endvidere forsøgt brændt af, men uden held. En af politiets hundepatruljer undersøgte området og fandt den kniv, som de anholdte havde smidt fra sig, ligesom den forurettedes mobiltelefon og nogle personlige papirer, som han også var blevet frataget, også blev fundet i området ved hans bil. Kvinden blev ikke truffet, men er eftersøgt af politiet. Begge anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl. 1400.

 

Indbrud i perioden
Høm Møllevej, Ringsted Mark, Ringsted
Bringstrupvej, Bringstrup, Ringsted
Søndre Parkvej, Ringsted
Haraldstedvej, Haraldsted, Ringsted