Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra 20. november til 28. november 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Sankt Bendtsgade/Zahlesvej, Ringsted
Kl. 15.32 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor en bilist havde påkørt en cyklist. Det viste sig, at en 58-årig kvinde fra Ugerløse efter kørsel ad Zahlesvej i sydlig retning overså cyklisten, da hun kørte ud på Sankt Bendtsgade. Cyklisten – en 48-årig kvinde fra Ringsted – kørte i vestlig retning, men slap uskadt fra påkørslen. Den 58-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, da hun mistænkes for at have overtrådt sin vigepligt.
Tricktyveri – Ringsted
Onsdag kl. 15.00 fik en 87-årig kvinde besøg af en udenlandsk mand på kvindens adresse i Kongensgade. Manden ønskede at veksle penge, og det hjalp den 87-årige manden med. Torsdag fandt forurettede ud af, at der var stjålet 1200 kr. fra kvinden.
Gerningsmanden beskrives som udlænding, mand, 30-40 år, brunt kort hår. Opfordringen skal igen lyde, at man specielt som ældre ikke lukker uvedkommende ind på sin adresse.
Målrettet indsats mod social dumping – Ringsted.
Kl. 11.15 var politi, Skat og arbejdstilsyn på kontrolbesøg på en byggeplads i Ringsted. Der var flere udlændinge på byggepladsen, der alle blev kontrolleret. Arbejdstilsynet forlangte et rækværk opsat på byggepladsen, men derudover havde de forskellige myndigheder ingen sager med sig fra stedet.
Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde – sag fra Ringsted
Kl. 14.00 blev en 23-årig mand fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre. Pgl. sigtes i forbindelse med fund af skydevåben på en adresse i Ringsted den 03.11.17, hvor der i forvejen sidder to andre fængslede. Den 23-årige blev fængslet til 07.12.17. Politiet har ikke flere kommentarer til sagen.
Forsøg på tricktyveri – Ringsted
Kl. 14.00 kom to østeuropæere ind på Ringsted Museum på Køgevej. Begge ville købe en æblemost og ville betale med 1000 kr. Da handlen var lavet, ville de alligevel ikke have det købte, og medarbejderen blev klar over, at der formentlig var tale om et tyveri, der var i gang. De fik deres penge retur, og medarbejderen fik alle sine byttepenge retur, uden at nogen af disse forsvandt undervejs.
Begge beskrives som østeuropæiske mænd i 30-40 års alderen.
Uden kørekort til vogntoget – Køgevej, Ringsted
Kl. 10.13 kontrollerede færdselspolitiet et vogntog bestående af en varebil med tilkoblet påhængsvogn. Vogntoget blev ført af en 37-årig mand fra Ringsted. Færdselspolitiet fattede interesse for vogntoget, fordi flere lygter bag på påhængsvognen ikke virkede efter hensigten. Ved nærmere kontrol af førerens kørekortforhold viste det sig, at han havde gyldigt kørekort til varebilen, men ikke til vogntoget. Han blev derfor sigtet for fejlene på påhængsvognen samt den manglende førerret til vogntoget. Politiet indkaldte påhængsvognen til syn, og den 37-årige vil høre nærmere fra politiet, når sagerne er blevet afgjort.
Tricktyveri – Bataljonen, Ringsted
Kl. 12.26 fik politiet en anmeldelse om, at en 82-årig kvinde fra Ringsted kl. ca. 10.00 havde fået uventet besøg af hele tre fremmede mænd, som blev lukket ind på hendes bopæl og tilbudt en kop kaffe. Under opholdet hos den 82-årige lykkedes det de tre mænd at stjæle smykker fra soveværelse, hendes pung fra en taske i rollatoren samt ca. 200 kr. i kontanter, inden de forlod stedet.
De tre mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, Yderligere kendetegn: meget høj, ingen skæg, Talte: Dansk, Iført: lys jakke; B: Mand, 40-50 år, 175-180 cm, Yderligere kendetegn: solbrændt, Iført: kasket, blå jakke med en rød stribe på tværs, blåt halstørklæde; og C: Mand, 30-40 år, 175-180 cm, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: meget pænt klædt. Iført: mørkt tøj. Politiet forsøger nu at få de tre mænd identificeret.
Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Tværalle, Ringsted
Kl. 15.35 sigtede politiet en 58-årig mand fra Rønnede for kørsel i frakendelsestiden i en personbil, som han førte ad Tværalle. Da det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation ved et retsmøde, som han bliver indkaldt til på et senere tidspunkt.
Tricktyveri – Eksercerpladsen, Ringsted
Kl. 17.19 anmeldte en 77-årig kvinde fra Ringsted, at hun i tidsrummet kl. 12.30-13.30 havde fået besøg af en fremmed kvinde, der havde udgivet sig for at være hjemmehjælper. Kvinden var blevet lukket ind og havde ubemærket nået at stjæle diverse smykker, inden hun forlod stedet. Kvinden blev beskrevet som ikke etnisk dansk af udseende, ca. 45 år, 160-170 cm høj, med brunt hår og dansktalende. Politiet forsøger også i dette tilfælde at få tricktyven identificeret.
Politiet skal med baggrund i de beskrevne sager på dagens døgnrapport atter opfordre især ældre medborgere til at være særligt skeptiske, hvis man uventet får besøg af fremmede personer. Ofte vil disse personer forsøge at skaffe sig adgang til boligen i den hensigt at stjæle noget ved at aflede beboerens opmærksomhed eller måske ved at udgive sig for at være en myndigheds-/omsorgsperson/håndværker eller lignende uden reelt at være det. Brug evt. en sikkerhedskæde, når døren åbnes, for at foretage en vurdering af den person, der henvender sig. Bed om legitimation, hvor det vil være naturligt.
Indbrud i perioden
Kløvermarken, Farendløse, Ringsted
Bjergvej, Kværkeby, Ringsted
Kværkebyvej, Kværkeby, Ringsted
Jens Hansensvej, Nordrup, Ringsted
Sct. Knudsgade, Ringsted
Balstrupvej, Balstrup, Ringsted
Susåvej, Vetterslev, Ringsted