Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra 2. januar til 9. januar 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Målrettet færdselsindsats ved skoler – hele politikredsen.
I uge 2 foretager politiet en færdselsindsats ved skoler for at øge færdselssikkerheden og sikre, at bl.a. forældre ikke parkerer ulovligt ved af- og pålæsning af deres børn ved skolerne.
Politiet har bødeblokken med, og der bliver skredet ind over for overtrædelser.
Målet med aktionen er, at færdselssikkerheden øges, hvis alle overholder færdselslovens bestemmelser. Det har stor opdragende effekt på børn, at de ser, at deres forældre tager hensyn til andre trafikanter og overholder reglerne.
Ransagning – Ringsted.
Tirsdag kl. 00.20 var politiet på en adresse i Ringsted, hvor der blev foretaget ransagning. En 21-årig mand fra Ringsted sigtes for at have smidt 8 gram kokain ud af et vindue i forbindelse med politiets ”besøg”. Pgl. blev også fundet i besiddelse af 13500 kr.
En 26-årig mand med ukendt adresse blev fundet i besiddelse af 10 gram hash. Begge sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer.
Spirituskørsel – Ringsted
Lørdag kl. 11.12 anholdt politiet en 68-årig mand fra Haslev, der kørte i bil på Tolstrupvej. Han var påvirket af spiritus.
Kørekort havde han ikke, da han var frakendt retten til at føre bil, og endelig blev bilen konfiskeret, da det var fjerde gang inden for tre år, at han blev sigtet for spirituskørsel. Det var han ikke tilfreds med, at konfiskationen skal derfor vurderes af en dommer.
Narkokørsel uden kørekort – Vestmotorvejen, Ringsted
Torsdag kl. 12.55 standsede færdselspolitiet fra København en personbil, der havde kørt hasarderet forinden, omkring afkørsel 36 Ringsted N med henblik på kontrol af fører og køretøj. Bilen blev ført af en 25-årig mand fra Haslev, som ikke havde noget kørekort, og som en narkometertest mistænktes for at være påvirket af kokain under kørslen. Den 25-årige blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Bilist uden kørekort og sikkerhedssele – Haslevvej, Ringsted
Torsdag kl. 03.58 kontrollerede en patrulje en bilist, der kørte ad Haslevvej mod nordvest. Bag rattet i bilen sad en 18-årig mand fra Ringsted, som ikke havde erhvervet sig et kørekort. Under kørslen havde han også glemt at benytte sikkerhedsselen i bilen. Den 18-årige blev sigtet for disse to overtrædelser af færdselsloven, og politiet undersøger nu nærmere, om der er grundlag for at sigte bilejeren, der ikke er identisk med den 18-årige, for at have overladt føringen af køretøjet til en person, som ikke lovligt kan føre det.
Narkokørsel / kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Nørregade, Ringsted
Onsdag kl. 14.00 anholdt og sigtede politiet en 27-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i forvejen ikke måtte være fører af, fordi han var frakendt kørekortet. En narkometertest havde indikeret, at den 27-årige var påvirket af cannabis under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserendes stoffer og afhøring til sagerne. Politiet gjorde den 27-årige bekendt med, at hans personbil blev beslaglagt, da det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods frakendelse af kørekortet. Den 27-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.
Færdselsuheld – Østre Ringvej, Ringsted
Onsdag kl. 14.41 overså en 36-årig mand fra Høng under kørsel ad Østre Ringvej i nordlig retning i en varebil, at en forankørende lastbil ført af en 45-årig mand fra Horsens havde nedsat hastigheden før svingning til venstre ad Balstrupvej. Den 36-årige påkørte derfor lastbilen med store skader på de implicerede køretøjer til følge. Ingen af de to førere kom til skade ved uheldet.
Anholdelse – Ringsted
Tirsdag kl. 22.00 kørte politiet til et spillested på Vibevej, hvor en mand stod med masse spillepoletter, der viste sig at stamme fra et tyveri i Frederikssund. Politiet anholdt en 35-årig mand fra Roskilde og overførte ham til Nordsjællands Politi til videre sagsbehandling.
Indbrud i perioden
Dronning Margrethesvej, Ringsted
Rugvænget, Ringsted
Søndergade, Ringsted
Præstevej, Benløse, Ringsted