Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 16. januar til 23. januar 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Spirituskørsel – Vestmotorvejen, Ringsted

Lørdag kl. 20.33 blev en bilist anmeldt for slingrende kørsel med varierende hastigheder på motorvejen i østlig retning ved Kongsted rasteplads. Politiet fik kontakt med personbilen, der blev ført af en spirituspåvirket, 42-årig mand fra Brønshøj. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Fogedaktion – Ringsted kommune

Politiets tidlige morgenvækning gik fredag morgen ud over fem borgere fra Ringsted kommune, fordi de havde glemt at møde op i fogedretten i forbindelse med retsmøde, som de var indkaldt til. Udeblivelsen fra retsmødet medførte, at de blev efterlyst hos politiet, som så skal sørge for fremstilling af de udeblevne. Syv andre borgere var ikke hjemme, da politiet var på besøg, så de fik en seddel i postkassen om, at politiet havde været på stedet og med en opfordring at få sagen klaret i fogedretten. De fem frihedsberøvede vil fredag formiddag blive afleveret i fogedretten i Roskilde.

Undskyldninger for at udeblive fra retsmøder i fogedretten er der mange af. En af de mere kuriøse var dog, at en borger havde en fobi over for indholdet i postkassen og derfor ikke læste, hvad der blev afleveret deri.

Politiet opfordrer stadig de personer, som i denne omgang ikke fik et besøg af politiet, til at få klaret sagen i fogedretten på et tidspunkt, som måske er mere belejligt, end når politiet uventet dukker op. Alle udeblevne fra et retsmøde i fogedretten er efterlyste hos politiet, som således kan frihedsberøve borgeren, uanset hvor og hvornår vedkommende træffes.

Bil stjålet ved børnehave – Snekkerupvej, Vigersted, Ringsted

Torsdag kl. 07.08 anmeldte en 39-årig mand fra Ringsted, at hans personbil var blevet stjålet, medens han afleverede et barn i en nærliggende institution. Han havde ladet bilnøglen ligge i bilen, hvilket biltyven ubemærket benyttede sig af og stjal bilen. Der var tale om en mørkeblå Toyota Aygo med nummerpladen AR96844, som senere på morgenen kunne spores til området ved Ugerløse. En patrulje kiggede efter bilen i området, men fandt den ikke.

Politiet gør opmærksom på, at ifølge færdselsloven skal føreren af et køretøj sikre sig, at et køretøj ikke kan benyttes uberettiget af andre, når køretøjet forlades – uanset tidspunkt på døgnet og tidsrummet, hvor føreren er væk fra køretøjet. Brug evt. politiets app POLITI til at kontrollere, om et køretøj er meldt stjålet.

Tricktyveri – Køgevej, Ringsted

Torsdag kl. 15.50 anmeldte en 84-årig kvinde fra Ringsted, at hun kl. ca. 13.30 på kirkegården havde fået stjålet en kuvert med 2300 kr. i og sit dankort, som også lå i kuverten. Inden tyveriet havde hun været i banken for at hæve 4000 kr., som blev udleveret i en kuvert og dankortet i. I en butik betalte hun efterfølgende for nogle varer, så der var 2300 kr. tilbage, og gik en tur på kirkegården.

Her fik hun et lille skub og opdagede, at der stod en fremmed mand ved siden af hende. Manden havde et stort kort i hånden og sagde “Gravsted, gravsted!”, hvorefter den 84-årige henviste manden til kirkekontoret. Manden gik i den retning og fulgtes pludselig med en anden mand, men de undlod dog at gå ind på kirkekontoret, hvorefter den 84-årige opdagede, at kuverten med penge og dankort var blevet stjålet fra tasken på hendes rollator.

De to mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, 30-50 år, 170-185 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Iført: Muligvis halvlang blå/grå jakke, Medbragte: Kort; og B: mand, ej yderligere beskrivelse.

Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd enten i Ringsted bymidte eller i området ved kirkegården. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mand på sporet – Adamshøjvej, Kværkeby, Ringsted

Tordag kl. 16.40 henvendte en nabo til jernbanen sig til politiet, fordi anmelderen havde bemærket en mørkklædt mand, som gennem ca. 1 time var gået frem og tilbage på kanten af jernbanesporet. Politiet underrettede DSB om anmeldelsen, hvorefter det blev besluttet kortvarigt at standse al togtrafik på stedet, medens politiets hundepatruljer undersøgte området. Patruljehundene kunne godt følge et duftspor ved jernbanen og videre til Adamshøjvej, men her ophørte muligheden for videre eftersøgning. Kl. 17.30 blev togtrafikken på strækningen genoptaget, da politiet ikke havde fundet nogen personer ved jernbanesporet. Hvad mandens ærinde på stedet har været, er således stadig uoplyst, da politiet ikke fandt nogen at spørge.

Narkokørsel – Haslevvej, Ringsted

Torsdag kl. 17.28 anholdt og sigtede politiet en 47-årig mand fra Haslev for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Tricktyveri – Kongensgade, Ringsted

Onsdag kl. 15.44 anmeldte pårørende til en 88-årig kvinde, at den 88-årige netop havde opdaget, at hun manglede sit dankort, og at der de foregående seks dage uberettiget var blevet hævet 59.000 kr. fra hendes bankkonto. Den 88-årige erindrede en hændelse efter indkøb i to supermarkeder torsdag d. 11.01.18. Da hun var kommet hjem, blev hun kontaktet af en fremmed mand, der stod med et vejkort og spurgte om vej til Prinsessegade. Han talte et fremmedsprog og havde svært ved at kommunikere med den 88-årige, men han var insisterende.

Under samtale med manden opdagede den 88-årige også en fremmed kvinde, som formentlig var sammen med manden. Ubemærket fik de to fremmede stjålet den 88-åriges dankort fra pungen i en taske, og tyveriet opdagede offeret først kort før anmeldelsestidspunktet. De to fremmede blev beskrevet som:

A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 50-60 år, 180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Gr
å, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Usoigneret gråt kort skæg, Talte: Fremmedsprog, Iført: Grå jakke, Medbragte: Vejkort; og B: kvinde, ca. 160 cm høj. Politiet har sikret videoovervågning fra et supermarked og forsøger nu at få de to mistænkte identificeret.

Politiet vil atter erindre om, at det er særdeles vigtigt at skjule PIN-koden, når et betalingskort anvendes. Skjul indtastningen af PIN-koden, så andre kunder i en kø ved kassen i supermarkedet ikke kan aflures af uvedkommende. Uden afluret PIN-kode er et betalingskort intet værd for en (trick)tyv, idet kortet kun kan anvendes til f.eks. kontanthævninger i en pengeautomat ved brug af rette PIN-kode.

Indbrud i perioden
Ringstedvej, Ringsted
Tranevej, Ringsted
Askevang, Gørslev, Ringsted
Susåvej, Vetterslev, Ringsted
Køgevej, Ringsted
Nygårdsvej, Ørslev, Ringsted