Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2019/10/14 til 2019/10/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bil kørte af vejen – Nyvangsvej, Ringsted

Kl. 08.04 kørte personbil ad Nyvangsvej mod nord, da føreren, en 41-årig mand fra Ukraine, mistede herredømmet over bilen, som skred ud i et højresving og endte i en have. Bilen ramte i forbindelse med uheldet et vejskilt og en del træer og pløjede græsplænen op. Føreren af bilen kom ikke til skade, men bilen blev beskadiget og lækkede olie. Brandvæsnet kom frem og fjernede olien fra vejen. Personbilen som den 41-årige kørte i var en dansk indregistreret bil, og skaderne vil derfor blive dækket af bilens ansvarsforsikring.

Blufærdighedskrænkelse – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 16.51 anmeldte en 31-årig kvinde, at hun omkring kl. 15.30 til 16.20 var på fastfoodrestauranten Sunset sammen med sine tre børn. Her bemærkede hun en mand, som sad forenden af det langbord, som anmelderen og hendes børn sad ved. Manden sad og kiggede i sin computer. Da familien skulle til at gå, så anmelderen, at manden sad og rørte ved sit blottede lem under bordet. Den 31-årige kvinde blev vred og bad manden om at gå, hvilket han efterkom. Manden beskrives som:

Dansk af udseende, 45-50 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Grå/grønne bukser, rød T-shirt med tryk på brystet, grå jakke, Medbragte: bærbar computer.

Politiet efterforsker nu sagen, for at finde frem til den mistænkte. Vidner som har bemærket den beskrevne mand, og som kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Tysk bilist kørte af motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 18.44 fik politiet flere anmeldelser fra forbipasserende bilister, som havde bemærket en bil, som var kørt af vejen og holdt med lys på. En patrulje kom frem og traf en tysk bilist, som var kørt af vejen. Ingen personer eller genstande var kommet til skade, og bilisten afventede nu vejhjælp. Der var derfor ingen opgave for politiet på stedet.

Uro i nattelivet standset -Sct. Hans Gade, Ringsted

Kl. 01.25 blev politiet opmærksomme på, at der var uro foran et diskotek i Sct. Hansgade i Ringsted. Politiets vagtcentral kunne se på det tryghedsskabende kamera, som er opsat på stedet, at der var optræk til slagsmål på stedet. En patrulje blev sendt derhen, hvor de traf en19-årig mand fra Køge, som var blevet vred på grund af nogle kæresteproblemer. Politiet tog en snak med manden og sendte ham væk fra stedet, før der skete yderligere. Der var derfor ingen sag for politiet i den forbindelse.

Kl. 05.18 spyttede en mand på patruljebilen, da den kørte ad Sct. Hansgade i Ringsted. Betjentene henvendte sig til manden, som viste sig at være en 26-årig mand fra Ringsted, som var spirituspåvirket. Han kaldte patruljen en masse ukvemsord, og blev anholdt og sigtet for ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt senere på morgenen, og kan nu forvente at få en bøde for den episode.

Spirituskørsel i autocamper – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 03.24 sigtede og anholdt politiet en 63-årig mand fra Ringsted, som førte en autocamper i spirituspåvirket tilstand. En alkometertest viste, at han havde indtaget alkohol over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve, som politiet nu venter svar på, hvorefter føreren vil høre nærmere.

Arbejdsulykke – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 14.23 fik politiet en anmeldelse om en arbejdsulykke, hvor en 30-årig mand fra Brørup var kommet til skade med armen. Manden havde været i færd med at sætte en støjvæg op ved jernbanen, og til dette bruges en vibratorarm, der vejer omkring 500 kg. Den 30-årige maskinfører skulle udskifte nogle dele på vibratorarmen, der blev holdt af en kran. Ifølge forklaringer på stedet viste kranen ingen røde lys eller andre fejl, men alligevel tabte kranen vibratorarmen ned på mandens arm, hvilket medførte smerter. Den tilskadekomne nåede dog at kaste sig ud til siden, så han ikke blev ramt yderligere af maskindelen. Politiet optog rapport og underrettede Arbejdstilsynet.

Cykeltyv anholdt – Skansen, Ringsted

Kl. 10.15 fik politiet en anmeldelse om, at en mand måske var i færd med at stjæle to cykler, idet han anvendte en vinkelsliber til at skære noget over. Ved siden af holdt en personbil henstillet med åben dør. Politiet kørte til området og kunne med baggrund i observationer fra en årvågen, 58-årig kvinde fra Haslev på Skansen standse en personbil, der var på vej væk, og hvor føreren kunne mistænkes for at ville stjæle cyklerne. En 42-årig mand fra Rumænien blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri af to cykler, hvis cykelkæde var blevet skåret over, men ikke fjernet fra det sted, hvor de var henstillet. Den anholdte rumæner blev afhørt med assistance fra en tolk, hvorefter sagen blev afgjort straks. Han blev løsladt efter betaling af en bøde, som sagen blev afgjort med.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Schandorphsvej, Ringsted

Kl. 12.20 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført af en 53-årig kvinde fra Ringsted, med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Det viste sig, at kvinden ikke havde fået generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse, så hun blev sigtet for kørsel uden førerret i bilen. Politiet kunne konstatere, at det nu var tredje gang siden maj 2019, at hun blev afsløret i at køre bil uden kørekort. Derfor beslaglagde politiet bilen med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som hun vil blive indkaldt til, når sagen mod hende skal afgøres. Efter aftale med den sigtede afmonterede politiet bilens nummerplader med henblik på afmelding af disse hos Motorstyrelsen.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 08.07 mistede en 44-årig mand fra Slagelse kontrollen over sin personbil under kørsel i østlig retning efter Ringsted, da han kørte gennem vand på kørebanen. Han påkørte først autoværnet ved nødsporet, men fortsatte derefter ud i overhalingssporet, hvor bilen standsede. Han slap uskadt fra uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev involveret. Bilen blev bugseret til nærmeste rasteplads.

Mistænkelige mænd i outletcenter – Klosterpark Alle, Ringsted

Kl. 14.29 fik politiet en henvendelse fra en centervagt, som undrede sig over to mænds adfærd i outletcentret. Centervagten mistænkte dem for at være i besiddelse af specialindrettede bæreposer, så de kunne stjæle varer med alarmsikringer, uden at varealarmen ville kunne gå i gang i tilfælde af tyveri. Da centervagten henvendte sig til dem, da de var ved at sætte sig ind i en bil, stak de to mænd af til fods og forsvandt i ukendt retning. Bilen med rette nøgle blev efterladt i outletcentret, så politiet sikrede sig bilen, hvori politiet også fandt flere sække med tøj med prismærker samt to specialindrettede poser også med tøj med prismærker. Politiet ledte forgæves efter de to mænd, som blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Iført: Sort jakke med hvidt logo på venstre side af brystet, sorte træningsbukser med hvidt logo på venstre lår og hvide kondisko; og B: Mand, Dansk af udseende, 20-30 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Iført: Sort jakke med hvidt logo på venstre side af brystet, mørkeblå tætsiddende træningsbukser og hvide kondisko, bar muligvis rygsæk. Politiet skal nu have undersøgt bilen i et forsøg på at få identificeret de to mænd, ligesom bilejeren fra Østjylland også skal afhøres til sagen. Desuden skal det fundne tøj registreres for at finde ud, hvor det stammer fra, herunder om der kan være blevet begået f.eks. et butikstyveri.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte havde set de to mænd i området i forbindelse med deres færden i outletcentret. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Ringstedvej / Brorfeldevej, Brorfelde, Holbæk

Kl. 1814 rykkede redningspersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor flere bilister var involveret, og hvor der var tilskadekomne. På uheldsstedet var flere biler impliceret, så politiet måtte spærre Ringstedvej i begge retninger under rednings- og oprydningsarbejdet. Uheldet skete, da en 24-årig mand fra Ugerløse kørte i en personbil ad Ringstedvej mod syd med en 27-årig kvinde fra København NV som passager. Kort før krydset ved Brorfeldevej overhalede han en personbil, der holdt stille før svingning til venstre ad Brorfeldevej. Under overhalingen ramte den 24-årige frontalt ind i en modkørende personbil ført af en 51-årig mand fra Aarhus V. Sammenstødet mellem de to biler bevirkede, at to andre biler blev involveret, inden den 51-åriges bil kørte af vejen og ramte et plankeværk. Den 24-årige mand og hans kvindelige passager kom begge til skade ved uheldet og blev indbragt til et sygehus til behandling for knogleskader. De øvrige bilister slap med diverse knubs som følge af det voldsomme sammenstød. Da den 24-årige i et vist omfang var påvirket af spiritus under kørslen, fik han på sygehuset udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret. Oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 19.30, så vejen atter kunne for trafik i begge retninger.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 18.23 havde en 50-årig kvinde fra Høng mistet kontrollen over sin personbil under kørsel ad motorvejen mod vest. Hun ramte en kantpæl og et vejskilt, inden hun standsede ud på en mark nord for motorvejen. Hun slap uskadt fra uheldet, hvor ingen andre trafikanter var involveret.

Uro på fastfoodrestaurant – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 00.52 fik politiet en anmeldelse om, at to personer – en mand og en kvinde – skabte uro på en fastfoodrestaurant, så det forstyrrede øvrige kunder. Politiet fik kort efter kontakt til en 30-årig kvinde og en 34-årig mand begge fra Roskilde, som var faldet lidt til ro. De blev dog bedt om at forlade stedet på grund af deres adfærd, hvilket manden havde svært ved at forstå og begyndte at råbe ad både gæster og politiet. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Efter knap en time i politiets varetægt var han faldet til ro.
Ved løsladelse blev taget imod af den 30-årige kvinde, som ventet på ham uden for politistationen i Roskilde. Da hun så politiet løslade manden, var hun meget opfarende og påstod sig bestjålet for et større kontantbeløb i løbet af natten. Den 30-årige var påvirket af spiritus og skabte sig så meget i forbindelse med den påstående tyveri af pengene, at politiet måtte se sig nødsaget til at anholde og sigte hende for ordensbekendtgørelsen. Hun blev derfor også lagt til afrusning og afkøling i detentionen, indtil den løsladte mand kl. ca. 03.00 igen henvendte sig på politistationen. Han havde nemlig fundet kvindens pung med kontanterne i på den strækning, hun var gået fra fastfoodrestauranten og til politistationen. Den 30-årige kvinde blev oplyst herom og faldt helt til ro, hvorfor hun blev løsladt kort efter, men dog fortsat sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af den tidligere adfærd over for politiet. Begge kan således se frem til at modtage bøder som følge af deres adfærd søndag nat.

Indbrud i Perioden

Kværkebyvej, Kværkeby, Ringsted
Vibevej, Ringsted
Baretten, Ringsted (4 steder)
Maltvedgårdsvej, Benløse, Ringsted