Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/09/28 til 2020/10/06.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Vand på vejen – Ringsted/Køge

I forbindelse med det kraftige regnvejr mandag aften kom der flere henvendelser om vand på vejene i Ringsted.

kl. 21.42 kom en anmeldelse om at der var 30-40 cm vand på Bragesvejs kørebane, idet brønddæksler var presset op af vandmasserne. En bil var havareret på stedet op grund af vand.

Kl. 22.03 kom en lignende anmeldelse fra Kærup Industrivej i Benløse. Også her var et brønddæksel vippet op grundet den øgede vandmængde i kloakkerne.

kl. 22.17 havarerede flere biler i en tunnel på Østre Ringvej. Der var ingen fare for personer, men brandvæsnet kørte til stedet for at håndtere vandmasserne. Vejdirektoratet blev orienteret og sendte en tavlevogn til at stedet for at dirigere trafikken udenom.

Kl. 23.15 skete en soloulykke med en knallert, da en ung mand væltede på knallert, da han kørte igennem en stor vandpyt på Sorøvej. En ambulance blev sendt til stedet, hvor den unge mand var sluppet med småskrammer.

Kl. 23.38 skete et uheld på Vestmotorvejen mod vest ved Bjæverskov- Køge, hvor en 20-årig kvinde fra Haderslev mistede herredømmet over sin bil, da hans bil aquaplanede i en større vandpyt, som havde samlet sig på kørebanen. Bilen ramte autoværnet i midterrabatten og standsede. Ingen personer kom til skade ved uheldet. Vejdirektoratet blev orienteret om det påkørte autoværn, og der blev sendt en skiltevogn til stedet. Bilen blev nødflyttet af autohjælp og motorvejen var ingen fri omkring kl. 00.29.

Færdselsuheld – mand omkommet – Haslevvej, Ringsted

Kl. 14.08 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et alvorligt færdselsuheld, hvor en lastbil og en “Tuk-tuk”-knallert var involveret. Lægehelikopteren var også fløjet til uheldsstedet, hvor en svært tilskadekommen mand lå på vejen. Lægepersonale måtte dog konstatere, at han havde pådraget sig så svære kvæstelser, at han var afgået ved døden som følge af påkørslen. Uheldsstedet blev afspærret, medens politiet sammen med en tilkaldt bilinspektør undersøgte uheldsstedet og de involverede køretøjer. Politiet kunne efterfølgende foreløbigt konkludere, at en 60-årig mand fra Ringsted kørte i en lastbil ad Haslevvej mod nord kort før Eskemosevej/Tolstrupvej, da føreren af “tuk-tuk”-knallerten, der også kørte i nordlig retning på cykelstien, pludselig kørte mod venstre og ud på kørebanen. Lastbilchaufføren kunne ikke undgå påkørsel af knallerten, således at føreren blev kastet ud af “tuk-tuk”-knallerten som følge af sammenstødet. Den afdøde knallertkører viste sig at være en 84-årig mand fra Ringsted, hvis pårørende er underrettet om sagen. Politiets undersøgelse var afsluttet kl. ca. 15.30, hvorefter vejen blev åbnet for trafik i begge retninger. Politiet skal nu sammen med en læge kigge nærmere på den 84-årige for at få afklaret, om f.eks. et ildebefindende kunne være medvirkende årsag til den 84-åriges ændring i færdselsretningen inden sammenstødet med lastbilen.

Spiritusbilist bakkede ind i parkeret bil – Vetterslev, Ringsted

Kl. 23.00 fik politiet anmeldelse om, at en mand havde bakket ud af en indkørsel, hvor han havde påkørt en parkeret bil. Vidner på stedet mistænkte føreren for at være påvirket af spiritus og ringede til politiet. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf føreren af bilen, en 40-årig mand fra Rumænien med adresse i Ringsted. Han var ikke i stand til at gennemføre en alkometertest, så han blev anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet optog rapport i sagen, og den 40-årge vil høre mere, når resultatet af blodprøven kommer. Ingen personer kom til skade ved uheldet.

Mistænkelige forhold – Ringsted og Lejre

Søndag kl. 16.26 anmeldte en 34-årig mand fra Roskildevej i Benløse – Ringsted, at han kort forinden havde set to mænd med østeuropæisk udseende, atom havde forsøgt at komme ind hos ældre borgere i området. Begge steder var de to mænd blevet afvist i døren. Mændene medbragte et skilt, hvorpå der stod noget med døvstum. Den 34-årige fattede mistanke, og tænkte at der måske blev forsøgt at udføre et tricktyveri. En patrulje blev sendt til området, hvor de ledte efter de to udenlandske mænd, men fandt dem ikke. Politiet fik klarlagt, at de to udenlandske mænd kun havde været inde i entreen, og at der havde være tale om tiggeri.

Fredag eftermiddag omkring kl. 14.15 oplevede en 84-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge noget lignende, da to mænd ringede på hendes dør, hvor de medbragte et skilt, hvor der stod at de samlede ind til døvstumme. Den ene fik lov at låne toilettet, mens den anden forsøgte at aflede den 84-åriges opmærksomhed. Den 84-årige kvinde fattede dog mistanke og smed de to udenlandske mænd ud. Hun blev ikke frataget nogen ting i den forbindelse.

Politiet vil gerne rose borgerne for at være opmærksomme på den mistænkelige adfærd og anmelde sagerne til politiet. Andre som oplever noget lignende bedes straks ringe til politiet på tlf. 114, så politiet har bedre mulighed for at finde frem til de mistænkelige personer.

Narkohunde på arbejde – Benløse – Ringsted

Kl. 11.20 var en politipatrulje med narkohunde på en adresse i Benløse, hvor politiet havde mistanke om, at der blev solgt narko. Straks ved ankomst til stedet viste narkohundens skarpe snude fært af narko ved lejligheden. Politiet traf en 20-årig lokal mand, som forsøgte at gemme to poser med kokain fra betjentene. Lejligheden blev ransaget og gennemgået med narkohunden, hvor der blev i alt blev fundet 8,15 gram kokain, 21,89 gram hash, 4,61 gram marihuana og 1 gram krystalliseret hasholie. Den 20-årige mand blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg og taget med til politistationen til afhøring. Politiet beslaglagde de ulovlige stoffer med henblik på konfiskation. Den anholdte blev senere løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille den 20-årige i grundlovsforhør, men han vil senere høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Bedrageri/Databedrageri – Roskilde og Ringsted

Kl. 15.59 fik politiet en anmeldelse fra de pårørende til en 80-årig kvinde fra Gundsømagle ved Roskilde om, at hun kort forinden havde været udsat for bedrageri. En mand havde ringet til den ældre kvinde og sagt, at hun havde været udsat for et hackerangreb. Kvinden talte herefter med en anden mand, som ringede og udgav sig for at være fra kvindens bank, hvor hun blev narret til at give oplysninger om sit betalingskort, NEM-ID og bankoplysninger. Herefter blev den 80-årige overtalt til at udlevere sine kort til en mand, som udgav sig for at være fra hendes bank. Han mødte op på hendes adresse og afhentede betalingskort og NEM-ID. Kvinden fortalte herefter om episoden til sin søn, som skyndte sig at spærre kvindens kort og NEM-ID. Der var desværre allerede hævet 6000 kr. fra kvindens konto.

Manden som mødte op på kvindens adresse beskrives som:
Mand, 25-30 år, 170 cm høj, almindelig af bygning. Kort mørkt hår. Iført lys skjorte og mørke bukser.

Politiet efterforsker nu sagen om bedrageri/databedrageri, for at finde frem til den person som modtog pengene og herfra forhåbentligt finde frem til bedragerne.

Kl. 20.24 anmeldte en 56-årig kvinde Ringsted, at hun nu for 3. gang var blevet ringet op af et ukendt nummer, hvor en person udgav sig for at være fra NEM-ID i Århus. Kvinden havde ikke givet nogen personfølsomme oplysninger, men ville gerne have, at politiet noterede de mistænkelige opringninger.

Politiet vil gerne advare borgere, om denne type opkald. Giv aldrig personfølsomme oplysninger i telefonen eller til personer som uopfordret banker på din dør. Oplys aldrig koder eller tal fra NEM-ID til andre. Ud over tyveri via netbank eller hævning fra bankkonti, er der flere eksempler på, at der optages store kviklån i de forurettedes navne. Pårørende til ældre eller sårbare borgere bør have særlig opmærksomhed omkring problemet, og tale med dem om denne form for bedragere. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du eller dine pårørende modtager denne type mistænkelige opkald eller henvendelser.

Knallert udbrændt – Kristoffersvej, Ringsted

Kl. 05.56 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre ildebrand i et køretøj. Det viste sig at være en knallert, som brændte. Knallerten udbrændte, og der var ikke umiddelbart nogen naturlig forklaring på, hvorfor branden var opstået i knallerten. Politiet undersøger derfor brandårsagen lidt nærmere. Den 28-årige mandlige ejer af knallerten er underrettet om sagen.

Politiet i Ringsted hører gerne personer, der har bemærket noget usædvanligt i området forud for anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Lørdag – søndag:

Spiritusbilist stak af fra politiet – Holbækvej, Ringsted

Kl. 19.44 standsede en motorcykelbetjent en bil, hvor føreren viste sig at være påvirket af spiritus. Bilisten, en 51-årig mand fra Ringsted, blev sigtet og anholdt. Efter anholdelsen så den 51-årige sit snit til at stikke af fra politiet, men han nåede kun ca. 200 meter væk før han blev løbet op af en betjent og anholdt igen. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når prøven er blevet analyseret, vil den 51-årige høre mere fra politiet både i forhold til spiritussagen, men også i forhold til, at han flygtede fra politiet, som er en overtrædelse af straffeloven.

Spiritusbilist endte i detentionen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 04.02 fik politiet anmeldelse fra personalet i en ambulance, som kørte bag en personbil, der kørte slingrende med en hastighed på omkring 50 km/t på motorvejen mod øst. En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilisten nu var holdt ind i nødsporet af sig selv. Bilen som var dansk indregistreret, holdt med motoren og lyset tændt. Føreren af bilen viste sig at være en polsk mand, som kun talte polsk og ingen identitetspapirer havde på sig. Han var påvirket af spiritus i svær grad og blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Herefter blev den anholdte taget med i detentionen, mens politiet fik afklaret hans identitet. Han viste sig at være en 48-årig mand fra Polen, som havde tilknytning til en adresse i Danmark. Han blev afhørt til sagen med tolk. Senere på morgenen blev den 48-årige løsladt, og nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter den 48-årige vil høre mere i sagen.

Søndag – mandag:

Indbrud i Perioden

Klosterparks Alle, Ringsted