Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/11/27 til 2020/12/08.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Solouheld – Ørslev Gade, Ørslev, Ringsted

Kl. 19.05 skete et solouheld, da en bilist blev forstyrret af børn i bilen og ramte et midlertidig opsat vejskilt, hvorefter bilen fortsatte ind i en husfacade på Ørslev Gade i Ørslev- Ringsted. Bilisten, en 34-årig mand fra Køge, var kommet kørende ad Lergravsvej mod vest, hvor han drejede til højre ad Ørslev Gade. Den 34-årige havde hele familien med i bilen og blev forstyrret af en af passagerne, så han overså og påkørte vejskiltet og herefter ramte et hus, som ligger helt ud til Ørslev Gade. En patrulje blev sendt til stedet, hvor ingen personer var kommet til skade. Der var ingen personer i huset, da uheldet skete. Der skete skade på bilen og kom et hul i husets facade på ca. 1 x 1 meter, men der var ingen fare for at huset skulle falde sammen. Politiet optog rapport om uheldet og underrettede husets ejer om uheldet. Sagens parter vil senere høre mere i sagen.

Stjålet gravemaskine – Sorøvej, Ringsted

Kl. 23.22 anmeldte en borger et mistænkeligt forhold. En stor gravemaskine kørte på cykelstien på Sorøvej i retning mod Ringsted, hvilket politiet gerne ville undersøge nærmere. En patrulje kørte til Sorøvej, hvor de standsede gravemaskinen, som havde en 52-årig mand bag rattet. Føreren gav oplysninger om, at gravemaskinen var en han havde lånt, men da politiet efterprøvede historien viste det sig, at den 52-årige ikke havde fået lov at låne gravemaskinen. Manden blev derfor sigtet og anholdt for brugstyveri af gravemaskinen og køretøjet udleveret til rette ejer. Den 52-årige blev taget med på politistationen til afhøring og sagsbehandling, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 22.55 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 36-årig mand fra København for kørsel både i frakendelsestiden og i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at han kunne mistænkes for at være påvirket af både kokain og hash Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere for euforiserende stoffer og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Røverisk overfald – Pileborggade, Ringsted

Kl. 03.20 anmeldte en 21-årig mand fra Ringsted, at han kl. ca. 01.55 var blevet overfaldet på stien mellem Pileborggade og Schandorphsvej af fire personer, der havde fravristet ham hans armbåndsur. Politiet fik kontakt til den 21-årige, der havde småskader som følge af overfaldet, hvor han blev overfaldet med diverse slag og spark, som han forsøgte at værge sig imod. Forinden overfaldet havde han gået ad Sct. Hansgade, hvor to ukendte mænd havde henvendt sig. Den 21-årige ønskede ikke at tale med dem og gik videre, indtil han under færden ad Dagmarsgade ved Pileborggade fornemmede, at nogen fulgte efter ham. Da han kort efter gik ad stien mellem Pileborggade og Schandorphsvej, blev han overfaldet af fire mænd.

Han beskrev dem som:

A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 18 år, 165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Dansk, Iført: Mørkt tøj

B: Mand, Dansk af udseende, 20-23 år, 190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Langt, Talte: Dansk, Iført: Mørkt tøj

C: Mand, Kropsbygning: Almindelig, Talte: Dansk, Iført: Mørkt tøj

D: Mand, Kropsbygning: Almindelig, Talte: Dansk, Iført: Mørkt tøj. Efter overfaldet flygtede de i ukendt retning, og politiet har nu optaget rapport om det røveriske overfald i et forsøg på at få identificeret de fire mistænkte mænd.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket gruppen af mænd i området ved Sct. Hansgade / Køgevej / Dagmarsgade / Pileborggade kl. ca. 01.55. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Søndag- mandag

Butikstyveri i to butikker – Ringsted

Kl. 19.33 rykkede politiet ud til supermarkedet Lidl, hvor en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet forskellige varer fra butikken. Politiet fik kontakt til en 37-årig mand fra Rumænien, som blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Ved gennemgang af de stjålne varer viste det sig at dreje sig om tyveri af slik, sengetøj, køkkenudstyr, værktøj, frugt og diverse madvarer. Det viste sig også, at der var stjålne effekter fra Dagli’ Brugsen, Høm, så han blev også sigtet for butikstyveri kl. ca. 18.00 i den butik inden tyverierne i supermarkedet Lidl, så værdien af de stjålne varer udgjorde knap 2.400 kr. Den anholdte, der var ædru, fik efter afhøring til sagerne med assistance fra en tolk afgjort sagen med en bøde, som blev betalt, hvorfor politiet løslod ham senere på aftenen.

Færdselsuheld – Roskildevej, Snekkerup, Ringsted

Kl. 05.36 fik politiet anmeldelse om et færdselsuheld mellem en lastbil og en varebil, der var stødt sammen. Ingen af parterne var kommet til skade ved sammenstødet, der skete, da en 56-årig mand fra Fuglebjerg som fører af en lastbil ville køre fra en privat adresse tværs over Roskildevej til den modsatte side af vejen. Da han kørte ud på selve kørebanen, blev han påkørt af en varebil, der blev ført af 60-årig mand fra Ringsted. Det lokale redningsberedskab blev tilkaldt til opsamling af diverse olie og glas på vejen som følge af de beskadigelser, som skete på bilerne. Politiet optog rapport om uheldet, da der er mistanke om overtrædelse af færdselslovens vigepligtsbestemmelser i forbindelse med uheldet.

Flygtede efter påkørsel – Roskildevej, Benløse – Ringsted

kl. 15.21 var en 37-årig lokal mand ude at løbe ad Roskildevej mod sydvest, hvor han skulle krydse Fredensvej, der munder ud i Roskildevej. I T-krydset blev den 37-årige ramt af en bil, som kom kørende ad Roskildevej imod løberen, hvor den svingede til venstre ad Fredensvej. Bilisten overholdt ikke sin vigepligt, men kørte frem og påkørte den 37-årige, der røg op over køleren og ned på fortovet. Bilisten standsede ikke efter uheldet, men kørte videre ad Fredensvej, hvor den drejede fra. Løberen slog sig ved uheldet, men kom ikke alvorligt til skade.

Bilisten beskrives som: Mand, Mellemøstlig af udseende, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort. Han kørte i en ældre og mindre grå personbil.

Politiet undersøger nu sagen og forsøger at finde frem til den flygtende bilist. Vidner, som har bemærket uheldet, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Butikstyverier – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 15.10 anmeldte en centervagt i Ringsted Outletcenter, at en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for at stjålet varer fra to butikker i centret. Politiet fik i centret kontakt til en 29-årig mand fra Litauen, som blev anholdt og sigtet for tyveri af underbukser til en samlet værdi af 600 kr. samt tyveri af en trøje og en halsedisse til en samlet værdi af 1.400 kr. Trøjen havde han iført sig under sit eget tøj, mens halsedissen var gemt i en lomme, da han forlod butikken uden at betale for varerne. Underbukserne gemte han under jakken, da han forlod den anden butik også uden at betale sig for disse varer. Den 29-årige blev efter afhøring til sagerne med assistance fra en tolk præsenteret for et bødeforelæg, som han betalte. Politiet løslod herefter manden, som nu har et udestående med hensyn til erstatningskrav for de stjålne varer.

Indbrud i Perioden

Signalet, Ringsted