Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/04/15 til 2021/04/27.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mand sigtet for at true parkeringskontrollør -Vilh. Andersensvej, Ringsted
Kl. 18.44 fik politiet anmeldelse fra en parkeringskontrollør om, at han var blevet truet af en bilist i forbindelse med, at han havde udstedt en afgift. Bilen havde holdt ulovligt parkeret for tæt på krydset på Vilh. Andersensvej i Ringsted, hvorfor bilisten var utilfreds ønskede afgiften annulleret.
Parkeringskontrolløren var ikke kommet noget til, men han var rystet oven på episoden. Politiet fandt frem til bilisten, en 29-årig mand fra Ringsted, som blev sigtet for trusler og for at tage fat i en person i offentlig tjeneste. Han nægtede forholdet og afgav forklaring i sagen. Politiet undersøger nu sagen nærmere, for at få afklaret omstændighederne omkring episoden. Parterne vil senere høre mere fra politiet i sagen.
Brandundersøgelse – Amtstue Alle, Ringsted
Kl. 17.15 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre ildebrand i en etageejendom, som var under renovering. I stueetagen var ild i noget isoleringsmateriale, hvilket var årsag til kraftig røgudvikling og med sodsværtning af væggene i rummet til følge. Der var på grund af renoveringsarbejdet ikke andet brandbart i ejendommen, hvortil der var uhindret adgang. Ingen personer kom til ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet, herunder om uvedkommende måske kunne have været på stedet før anmeldelsen om branden.
Harmonikasammenstød – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 16.04 skete et harmonikasammenstød på Vestmotorvejen i vestgående retning ved Ringsted, da tre varebiler, som kørte efter hinanden i anden vognbane stødte sammen. Den forreste varebil, der blev ført af en 57-årig mand fra Brønshøj, bremsede ned på grund af opbremsning forude. Varebilen som kørte lige efter nåede at bremse, men den tredje i rækken, med en 39-årig mand fra Bramming bag rattet, nåede ikke at standse men påkørte den forankørende varebil, som blev skubbet videre frem i den forreste varebil. Bilerne fik alle skader, men ikke så slemme at der blev udløst airbags. Bilisterne slap heldigt fra harmonikasammenstødet med ømhed og knubs. Varebilerne standsede alle i anden vognbane, som blev spærret og der blev opsat skiltevogn. Efter en time var alle varebilerne væk og der var igen fri passage på motorvejen. Politiet registrerede uheldet.
Unge med dårlig samvittighed – Nørregade, Ringsted
Kl. 17.03 ville en patrulje tage en snak med tre unge, der opholdt sig ved et offentligt kontor i den nordlige ende af Nørregade. Da de unge opdagede politiet, stak to af dem af i løb, men politiet fik fat i den ene. Der var tale om to drenge på 13 år fra Ringsted, som politiet fik en snak med om deres gøremål på stedet. Samtidig hermed anmeldte en lokal mand, at han havde set en løbende, ung mand smide en pose fra sig ved en skraldespand. Manden afleverede posen til patruljen, der kunne konstatere, at den indeholdt lidt hash. De to drenges værger blev tilkaldt til stedet, hvorefter politiet fik klarlagt, at de to drenge var i besiddelse af både salgsposer og en digitalvægt, som ikke umiddelbart var ulovlige i sig selv, men som ofte bliver anvendt til salg af euforiserende stoffer. Ingen af drengene kunne umiddelbart sættes direkte i forbindelse med den bortkastede hash, som den flygtende dreng havde kastet fra sig. Politiet formodede dog, at alle tre havde et vist kendskab til hinanden og kunne mistænkes for at være på stedet i anledning af besiddelse af euforiserende stoffer. De to drenges værger blev orienteret om politiets opfattelse af sammenhængen og blev samtidig gjort bekendt med, at de sociale myndigheder ville blive kontaktet og informeret om samme opfattelse af drengenes fritidsbeskæftigelse. Ingen blev sigtet for noget, ligesom drengene også er under den kriminelle lavalder på 15 år.
Brandundersøgelse – Gammel Slimmingevej, Slimminge, Ringsted – Køge
Kl. 12.04 slog beboerne i en stråtækt ejendom alarm til brandvæsnet og politiet, da de under ophold udendørs sammen med nogle gæster pludselig opdagede brand i stråtaget i nærheden af en skorsten fra et pillefyr. Alle personer var således i sikkerhed, så brandvæsnet kunne straks begynde slukning af ildebranden. Skaderne begrænsede sig primært til stråtaget og umiddelbart uden skader i underetagen eller de omkringliggende bygninger. Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at få afklaret den egentlige årsag til brandens opståen.
Udadreagerende passager i toget – Jernbanevej, Ringsted
Kl. 23.27 bad DSB-personale om assistance fra politiet, idet en mandlig passager ikke havde nogen billet og i øvrigt ikke ønskede at fortælle noget om egen identitet. Ved togets ankomst til Ringsted station blev en spirituspåvirket, 51-årig mand fra Korsør bortvist fra toget, efter at han havde oplyst sine personlige oplysninger til politiet og DSB. Kort tid efter havde han sneget sig ombord på toget igen og optrådt udadreagerende og højtråbende over for DSB-personalet. Det medførte så en frihedsberøvelse af den 51-årige, som også blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden over for DSB-personalet. Efterfølgende tilbragte han nogle timer i detentionen, indtil han blev vurderet egnet til at færdes i det offentlige rum uden at forulempe nogen.
Indbrud i Perioden
Sleipnersvej, Ringsted
Baretten, Ringsted
Bengerds Allé, Ringsted
Kildeskovvej, Ringsted