Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/07/22 til 2021/08/03.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Kongsted, Ringsted

Kl. 11.37 var flere biler stødt sammen på Vestmotorvejen i det vestgående spor ved Kongsted Nord-rastepladsen. En patrulje kørte til uheldsstedet og fik klarlagt, at en 63-årig mand fra Nykøbing F som fører af en personbil for sent opdagede, at hastigheden på de forankørende bilister var nedsat på grund af tæt trafik. Den 63-årige påkørte bagenden af en forankørende personbil ført af en 21-årig mand fra Smørum, hvis bil blev skubbet frem i bagenden af endnu en personbil ført af en 47-årig mand fra København S. Der skete kun materiel skade ved uheldet, hvor politiet blot registrerede parterne og omstændighederne ved uheldet.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 13.10 var der sket endnu et færdselsuheld på Vestmotorvejen ved afkørsel 35 Østre Ringvej i vestgående retning. En 33-årig mand fra Esbjerg Ø kørte i en personbil og satte hastigheden ned, da bilister foran bremsede. Den 33-årige bemærkede herunder en bagfra kommende personbil, hvis fører også bremsede, men formentlig ikke kunne undgå en påkørsel af den 33-åriges bil. Han forsøgte at lave en undvigemanøvre for at undgå at blive ramt, men blev påkørt af en personbil ført af 60-årig kvinde fra Nærum. En tavlevogn spærrede uheldsstedet, indtil et bugseringskøretøj var fremme til at fjerne køretøjerne. Den 60-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men var ligesom den 33-årige sluppet med diverse knubs som følge af sammenstødet.

To uheld på motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 22.29 skete et sammenstød på Vestmotorvejen ved Ringsted i østgående retning, da en bilist påkørte en forankørende i forbindelse med en overhaling. En 51-årig kvindelige bilist fra Vemmelev ville overhale en forankørende, der kørte i første vognbane. I forbindelse med overhalingen, kom hun for tæt på den forankørende bilist, en 59-årig kvinde fra København, og kørte op bag i bilen. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor parterne blev tilset. Ingen personer kom noget til ved uheldet, men både førere og passagerer blev tilset på sygehuset. Motorvejen blev spærret i forbindelse med uheldet, indtil der var ryddet op.

Kl. 23.00 skete endnu et uheld på Vestmotorvejen i Ringsted mod øst ved afkørsel 35, da en bilist bremsede ned på grund af kø forude, formentlig på grund af uheldet, som var sket kort forinden. En 28-årig mandlig bilist fra Middelfart nåede ikke at stoppe, men kørte op bag i den forankørende, en 18-årig mand fra Hellerup. Ingen personer kom noget til, men der skete skade på bilerne.

Brand i traktor med halmvogn – Holbækvej, Allindemagle, Ringsted

Kl. 16.45 anmodede brandvæsnet om assistance fra politiet, fordi brand i en traktor med tilkoblet vogn med halmballer udviklede sig i en sådan grad, at vejen skulle spærres for trafik i begge retninger. Ingen var kommet til skade ved branden, som brandvæsnet havde fået bugt omkring kl. 21.00, men lidt efterslukningsarbejde havde været nødvendigt i halmen. Ejeren af køretøjerne sørgede selv for at tilkalde bugseringskøretøj til at fjerne den udbrændte traktor og vogn, så afspærringen af vejen kunne først ophæves omkring kl. 01.00.

Efterlyst narkobilist – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 16.35 standsede politiet en britisk bil på rastepladsen Kongsted Nord med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Føreren var en 43-årig mand fra Rumænien, som var ædru, men efterfølgende deltog i en narkometertest. Den test indikerede, at han formentlig var påvirket af cannabis under kørslen, så han blev sigtet for narkokørsel og anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Herefter forblev den 43-årige rumæner i politiets varetægt, idet han var efterlyst af Sydsjælland og Lolland-Falsters politi med henblik på udvisning, så han blev afleveret på politistationen i Næstved, hvorfra politipersonale ville transportere ham videre til Rødby med henblik på udsendelse af Danmark.

Spirituskørsel på el-løbehjul – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 21.49 anholdt og sigtede politiet en 50-årig mand fra Ringsted for at køre på et el-løbehjul i nordlig retning af Næstvedvej i selve Ringsted by. Den 50-årige var spirituspåvirket i middel grad og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Tricktyveri – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 12.38 anmeldte pårørende til en 90-årig kvinde fra Ringsted, at hun havde fået stjålet sit dankort af en fremmed mand, der uopfordret havde henvendt sig til hende efter et indkøb i supermarkedet Fakta kl. ca. 11.00. Manden havde spurgt efter vej til sygehuset på et sprog, som den 90-årige havde svært ved at forstå. Han havde stået tæt på kvinden og havde på ukendt måde fået stjålet hendes dankort, der havde ligget løst i en lomme på hendes cardigan. Den 90-årige opdagede først tyveriet, da hun var kommet hjem. Hun skyndte sig at få dankortet spærret i banken, som kunne oplyse, at der ikke var foretaget nogen uberettiget hævning fra hendes bankkonto.
Den fremmede mand blev beskrevet som: A: Mand, 20-25 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Yderligere kendetegn: Skægstubbe, Talte: gebrokkent engelsk. Politiet har nu optaget rapport om tricktyveriet og forsøger nu at få identificeret den fremmede mand.

Uro og uorden – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 19.01 kørte flere patruljer til Jyllandsgade til området ved et supermarked, hvor 8-10 unge lavede uro og uorden og i øvrigt tilsyneladende var i konflikt med en ældre mand. Politiet fik på stedet til en ældre mand, der gennem nogen tid havde haft en verbal konflikt med nogle lokale unge. Den konflikt havde tilsyneladende udviklet sig lidt verbalt, så personer og kunder til supermarkedet blev chikaneret heraf.
Gruppen af unge var inden politiet ankomst forsvundet, men nogle fra gruppen fandt politiet i Klosterlunden. Her traf politiet seks unge i alderen 14-17 år fra Ringsted. En 16-årig ung mand i gruppen var i besiddelse af ca. 0,5 gram hash, så han blev sigtet for ulovlige besiddelse af det euforiserende stof. Hans værger og de sociale myndigheder blev efterfølgende underrettet om sagen.
I nærheden af gruppen fandt politiet i en skraldespand henkastet knap fire gram amfetamin, flere pølsemandsposer og en digitalvægt. Disse ting medtog politiet som hittegods, da ingen i gruppen ville vedkende sig besiddelse af disse effekter, så politiet undersøger disse for eventuelle spor, der kan afsløre ejeren. I modsat fald bliver effekterne destrueret efterfølgende. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte nogen i gruppen for noget efter den verbale strid med manden ved supermarkedet, men alle fik en formaning om respektfuld adfærd i den anledning.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Huginvej, Ringsted

Kl. 21.00 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 51-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 

Mistænkeligt forhold – Haslevvej, Ringsted

Kl. 03.10 fik politiet en anmeldelse om, at der i en forladt fabriksbygning var blevet frisk blod, et patronhylster og et jernrør, ligesom der på en væg var noget, der også lignede blod. Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte til fabriksbygningen, hvor en patruljehund fik lov at snuse til det røde stof. Politihunden reagerede ikke som forventet, hvorfor politiet formodede, at det røde blodlignende stof formentlig var såkaldt teaterblod. Patronhylsteret var et løsskudshylster, så samlet set vurderede politiet, at nogen måske havde lavet noget “teater” på et tidspunkt uden at foretage den fornødne oprydning. Politiet fandt ingen indikationer på, at noget strafbart eller personfarlig kriminalitet skulle være foregået på stedet.

Anmeldelse om seksuelt overgreb – Bøllingsvej, Ringsted

Kl. 16.42 anmeldte en 25-årig kvinde fra Ringsted, at hun natten mellem lørdag og søndag på et ukendt tidspunkt i tidsrummet kl. 02.00 – 03.00 var blevet udsat for et seksuelt overgreb af en fremmed mand. Hun gik alene ad Bøllingsvej, da hun pludselig blev grebet bagfra af en fremmed mand, der trak hende ind i en bil på en nærliggende parkeringsplads. Inde i bilen krænkede manden hende i forbindelse med en delvis afklædning og samtidige befølinger forskellige steder på hendes krop. Det lykkedes den 25-årige kvinde at frigøre sig fra mandens overgreb, så hun kunne flygte til fods ad Bøllingsvej mod syd. Efter anmeldelsen søndag eftermiddag blev kvinden undersøgt for eventuelle skader og spor efter den mistænkte, som hun beskrev som: mand, 25-30 år, 180-185 cm høj, muskuløs af bygning, lys i huden og lyst kort hår, iført mørk hættetrøje, mørke shorts til omkring knæene og mørke kondisko. Han talte dansk og forgreb sig på offeret i en mørk personbil, ukendt mærke, med fem døre og umiddelbart uden særlige kendetegn. Offeret har ingen oplysninger om, hvor den mistænkte og hans køretøj forsvandt hen.
Politiet har søndag eftermiddag og aften undersøgt området ved parkeringspladsen for eventuelle spor ved brug af politihunde. Sagen efterforskes nu i et forsøg på at få identificeret den mistænkte, så motivet bag overfaldet på kvinden kan afklares strafferetligt.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte have bemærket noget usædvanligt i området natten mellem lørdag og søndag, eller som kan give oplysninger om den mistænktes identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrud i Perioden

Haslevvej, Ringsted
Prinsensvej, Ringsted