Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/10/14 til 2021/10/26.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mistænkelig mand i haverne – Egemosevej, Snekkerup, Jystrup Midtsj. – Ringsted
Kl. 11.29 henvendte en opmærksom, 37-årig kvinde sig til politiet, fordi hun nu for anden gang mandag morgen og formiddag havde bemærket en fremmed mand, der luskede rundt ved forskellige adresser på vejen, hvor han kiggede ind ad vinduerne. Manden var senest set få minutter før anmeldelsen og blev beskrevet som ca. 50 år, kraftig af bygning, iført en sort læderjakke, sort hættetrøje og blå jeans.
En hundepatrulje blev sendt til området, hvor patruljen indledningsvis fik færd af den fremmede mand. Sporet blev fulgt et stykke vej, men mistedes senere, så politiet fik ikke klarlagt, hvem manden var, og hvad hans ærinde i området kunne være. Politiet havde på dette tidspunk ikke modtaget anmeldelser om f.eks. indbrud eller tyverier i det pågældende område, hvorfor politiet på dette grundlag standsede eftersøgningen af manden.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 06.49 fik politiet næste melding om et færdselsuheld i morgentrafikken, idet flere biler var stødt sammen i det østgående spor på Vestmotorvejen ved Ringsted.
I alt fire biler var impliceret i sammenstødet, der skete, da hastigheden blev nedsat på grund af kødannelse. En bilist opdagede dette for sent og påkørte bilisten foran. Dette sammenstød medførte, at yderligere to bilister blev impliceret. En 31-årig kvinde blev bragt på skadestuen til kontrol, men var sluppet uden behandlingskrævende skader. Kl. ca. 07.20 var uheldsstedet ryddet, så trafikken kunne normaliseres.
Ransagningsaktion efter narkotip – Ringsted
Afdelingen for Operativ Efterforskning hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog mandag formiddag ransagning af to adresser i Ringsted, som en 30-årig mand fra Ringsted har en tilknytning til.
Retten havde givet politiet lov til at foretage ransagningerne, efter politiet gennem den senere tid havde modtaget flere forskellige tip om, at den 30-årige kunne være i besiddelse af narkotika, som han solgte videre. Narkohunde fra Midt- og Vestsjællands Politi deltog også i ransagningerne.
Ved ransagningen af den ene adresse fandt politiet intet af politimæssig interesse, hvorfor politiet foretog ransagning af endnu en adresse i Ringsted, hvor den 30-årige færdedes.
I området ved den sidstnævnte adresse traf politiet en firmabil, som blev ført af en 26-årig uden fast bopæl, men med en relation til den 30-årige. Den 26-årige havde ikke nogen førerret, så han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. I øvrigt var der ikke noget politimæssigt interessant i bilen eller hos den 26-årige, der kan forvente at høre nærmere fra politiet, når færdselslovsovertrædelsen skal afgøres.
Ved ransagningen af den anden adresse fandt politiet 163 gram hash samt samlet set et sekscifret kontantbeløb, som efter politiets opfattelse kunne knyttes til den 30-årige, som ransagningerne rettede sig imod.
SKATs Gældsstyrelse oplyste, at den 30-årige havde en betydelig gæld til det offentlige, hvorfor de fundne penge blev beslaglagt med henblik på at udgøre et afdrag på gælden. Den 30-årige ønskede den disposition forelagt for retten, hvor en dommer nu skal kigge nærmere på politiets grundlag for beslaglæggelsen af pengene.
Under ransagningen af den sidste adresse traf politiet en 22-årig mand fra Ringsted, som var ejer af et femcifret kontantbeløb, som politiet også fandt under ransagningen. Da også han havde gæld til det offentlige, beslaglagde politiet pengene med samtykke fra den 22-årige som et afdrag på gælden.
Den 30-årige blev sigtet for besiddelse af hashen med henblik på videresalg, hvilket politiet vurderede til at være en overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Den sigtede vil derfor senere høre nærmere fra politiet, når denne straffesag skal afgøres.
Færdselsuheld – Haslevvej, Ringsted
Kl. 06.20 onsdag morgen rykkede politiet ud til en beskadiget lastbil på Haslevvej mellem flyvepladsen og Mulstrup. Det viste sig, at en 45-årig mand fra Sakskøbing kørte i en lastbil i sydlig retning, da frontruden blev ramt af nogle brædder, så frontruden gik i stykker. Brædderne var efter al sandsynlig blevet tabt af en modkørende lastbil, hvis fører formentlig ikke havde opdaget noget. Ifølge den 45-årige lastbilchauffør var der tale om en lastbil med en container, hvorfra brædderne var fløjet af under kørslen. Politiet har nu optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få identificeret den modkørende lastbil. Ingen kom til skade ved uheldet.
Varsel om lokale skybrud – Solrød-Køge-Ringsted-Stevns kommuner
DMI har udsendt varsel om steder med kraftigt regn og måske lokale skybrud i tidsrummet kl. 07.00 – 14.00. Varslet er gældende for kommunerne Solrød – Køge – Ringsted og Stevns. I de øvrige seks kommuner i politikredsen vurderer DMI, at der kan være risiko for kraftig nedbør, men i mindre omfang end i de fire nævnte kommuner.
Tag dine forholdsregler, og vær forsigtig ved kørsel på veje, der kan risikere at blive oversvømmede.
Butikstyveri – Nørregade, Ringsted
Kl. 15.09 anmeldte personalet fra en urmager- og guldsmedeforretning, at en mandlig kunde havde stjålet et værdifuldt armbånd. Kunden havde henvendt sig for at kigge nærmere på nogle ure i en aflåst glasmontre, hvor der også var armbånd. Efter kundens ønske fremtog personalet diverse ure fra glasmontren, hvorfra den mandlige kunde i et ubemærket øjeblik så sit snit til at stjæle armbåndet fra en hylde i montren. Kunden købte ikke nogen af de fremviste ure og forlod butikken, hvorefter personalet opdagede, at det dyre armbånd manglede. Den mistænkte kunde blev beskrevet som: mand, udenlandsk, 180-190 cm høj, iført jakke og mørke bukser. Han talte dårligt engelsk under besøget i butikken. Politiet ledte forgæves efter den mistænkte i området og har nu optaget en anmeldelse om tyveriet i et forsøg på at få manden identificeret bl.a. ud fra overvågningsfotos i butikken.
Indbrud i Perioden
Nørregade, Ringsted
Frejasvej, Ringsted