Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/12/29 til 2022/01/11.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Stjålet havetraktor kom hjem igen – Gyrstinge Bygade, Ringsted
Kl. 09.58 fik politiet anmeldelse om, at der i weekenden havde været indbrud i en garage på en landejendom, hvor blev opbevaret materiel tilhørende Gyrstinge Kirke i Ringsted. En dobbelt træport til garagen var blevet opbrudt, og der var blevet stjålet en havetraktor, to kantklippere og en hækklipper.
Havetraktoren var forsynet med en GPS tracker, som førte politiet på sporet af, hvor den blev opbevaret. Politiet kørte til en landejendom i Mørkøv, hvor havetraktoren og de stjålne redskaber blev fundet ved en ransagning. En 35-årig mand fra Sorø, som har rådighed over laden blev sigtet for tyveriet og afhørt til sagen.
Havetraktoren og redskaberne blev leveret tilbage til Gyrstinge Kirke. Politiet undersøger nu, om andre kan have en rolle i sagen om tyveriet fra kirkens garage.
Færdselsuheld – Sjællandsgade / Brogade, Ringsted
Kl. 02.07 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to bilister var stødt sammen i krydset Sjællandsgade – Brogade.
Det viste sig, at ingen af parterne var kommet til skade, efter at en 21-årig mand fra Ringsted var kørt i en personbil ad Brogade mod vest. Han havde til hensigt at fortsætte ligeud i krydset, hvorefter han efter fremkørsel over vigelinjen blev påkørt på venstre bagskærm af en anden personbil, som en 24-årig mand fra Slagelse førte ad Sjællandsgade mod nord.
Kl. ca. 03.10 var de implicerede køretøjer fjernet fra uheldsstedet, og politiet optog rapport om uheldet ud fra en mistanke om, at vigepligtsreglerne kan være overtrådt.
Søndag – mandag
Lov om euforiserende stoffer – Ringsted
Kl. 09.20 henvendte politiet med narkohunde sig på en adresse i Ringsted by, hvor en 43-årig kvinde og en 45-årig mand boede. Politiet mistænkte dem for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, hvorfor politiet ransagede deres bopæl. Herved fandt politiet godt 28 gram hash, knap 12 gram amfetamin samt et lille kontantbeløb. Begge blev anholdt som mistænkte i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, idet politiet anser besiddelsen af de ulovlige stoffer som en del af handel med dem. De ulovlige stoffer og kontanterne blev beslaglagt som bevis i sagen, hvor de to mistænkte blev løsladt efter afhøring.
Kl. 18.50 fik en 38-årig kvinde fra den nordlige del af Ringsted kommune også uventet besøg af politiet, der også i dette tilfælde havde medtaget en narkohund. Kvinden var nemlig mistænkt for at være besiddelse af euforiserende stoffer, hvilket også blev bekræftet i forbindelse med en ransagning af hendes bopæl. Politiet fandt knap otte gram hash, så også hun blev sigtet for overtrædelse af lov af euforiserende stoffer i forbindelse med beslaglæggelsen af det ulovlige stof.
De sigtede kan alle forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.
Voldsomt tyveri fra varebil – Klosterparks Alle, Ringsted
Kl. 09.55 fik politiet en anmeldelse om, at en mand netop var flygtet fra området ved outletcentret efter et tyveri fra en ulåst varebil. Inden flugten havde manden taget fat i et vidnes arm og skubbet vidnet væk for at kunne slippe væk med et kontant udbytte fra tyveriet fra varebilen.
En patrulje kørte rundt i området for dels at lede efter den mistænkte, der blev beskrevet som: A: Mand, 185-190 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Skaldet, Yderligere kendetegn: Stort skæg, Talte: Dansk, Iført: lysegråt joggingtøj, og den mistænktes flugtkøretøj, som blev beskrevet som: sort Mercedes 4X4-type.
Politiet fandt hverken den mistænkte eller hans bil, men fik klarlagt, at føreren af varebil ganske kortvarigt havde efterladt varebilen ulåst uden for en forretning. En kvindelig ansat i forretning så den mistænkte åbne en dør til varebilen og stjæle et kontant beløb, inden han gik væk. Den kvindelige ansatte forfulgte kortvarigt den mistænkte, der tog fat i vidnets arm og skubbede hende væk for at slippe væk med udbyttet.
Politiet har nu optaget rapport om de stjålne penge i en sag, som umiddelbart karakteriseres som et røveri på grund af den anvendte vold over for vidnet for at sikre sig udbyttet.
Eventuelle vidner, der måtte have gjort observationer i sagen i forhold til den mistænkte eller hans køretøj, bedes henvende sig til politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Uro og uorden – Klosterparks Alle, Ringsted
Kl. 19.59 bad personalet på en fastfoodrestaurant om assistance fra politiet, idet en gruppe unge skabte meget uro på stedet, og i øvrigt ville ingen i gruppen vise deres coronapas i forbindelse med opholdet på stedet.
Politiet traf nogle af de unge, som blev bortvist fra stedet. En af de mest toneangivende i uroen var en 14-årig dreng fra Ringsted, som politiet kørte hjem til sine forældre, så de kunne blive underrettet om hans rolle i uroen. Ingen blev sigtet for noget i anledning af uroen på fastfoodrestauranten.
Arbejdsulykke – Kildeager, Benløse, Ringsted
Kl. 11.42 blev en ambulance tilkaldt til en arbejdsplads, idet en person var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde.
Politiet fik på stedet kontakt til den tilskadekomnes arbejdskollegaer, der kunne oplyse, at en 31-årig mand fra Skælskør fra et stillads var kravlet op på et tag. Da han ville ned igen og hoppede ned på stilladset, faldt stilladset sammen omkring ham. Herved pådrag han sig lette kvæstelser, så han i den tilkaldte ambulance blev kørt på skadestuen til fornøden behandling. Politiet konsulterede Arbejdstilsynet og har nu optaget rapport om ulykken, så politiet og Arbejdstilsynet senere kan afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Indbrud i Perioden
Thorsvej, Ringsted
Sjællandsgade, Ringsted