Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/03/09 til 2022/03/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mand nægtede at oplyse navn – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 10.01 bad DSB-personale om assistance fra politiet, idet en mandlig togrejsende skulle have udstedt en kontrolafgift. I den anledning ønskede han ikke at fortælle DSB noget om sin identitet, hvorfor politiet blev tilkaldt til Ringsted station.
Her fik politiet kontakt til manden, som var på vej ud af toget. Han ønskede fortsat ikke fortælle noget om sin identitet trods oplysning fra politiet om, at han havde pligt hertil ifølge reglerne i retsplejeloven om at oplyse navn, adresse og fødselsdato.
Da manden stadig nægtede at oplyse sin identitet, blev han sigtet for overtrædelse af retsplejeloven og anholdt med henblik på at fastslå hans identitet.
På Roskilde politistation iværksatte politiet undersøgelser af ham og fik ham til sidst identificeret som en 38-årig mand uden fast bopæl. Da han var blevet afhørt til sagen, løslod politiet ham, og han kan nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.

Færdselsuheld – Holbækvej / Haraldstedvej, Ringsted

Kl. 10.04 anmeldte en 52-årig mand fra Østjylland, at han var forulykket i en varebil under kørsel ad Holbækvej i sydlig retning ved Haraldstedvej.
Politiet kørte til uheldsstedet og kunne konstatere, at hans varebil var havnet ude på en mark, efter at han var kørt via cykelstien og gennem et levende hegn, inden han standsede ude på marken.
Den 52-årige fører var sluppet uskadt fra uheldet, som kunne skyldes uopmærksomhed eller et ildebefindende under kørslen. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet og foretog sig ikke yderligere ud over tilkaldelse af det lokale redningsberedskab til at kigge nærmere på en eventuel forurening på marken.

Mindre sportsfly styrtede ned – Almstoftevej, Ringsted

Kl. 17.35 kom et alarmopkald om et flystyrt på en mark syd for Sneslev i Ringsted. Flyet var to personer, en mand og en kvinde i 50′;erne fra Tyskland som selv var i stand til at kravle ud af flyet efter styrtet. Politi og redning kørte til stedet, hvor også en lægehelikopter blev sendt, da der var mistanke om, at kvinden var kommet til skade.

Flyet, som var på vej i retning med Hamborg, var lettet fra Roskilde kort før, men kom i problemer ved Ringsted. Flyet var forsynet med en sikkerhedsfaldskærm, som blev udløst til at tage farten af flyet i forbindelse med styrtet. Da begge personer var ude af det styrtede fly tog vinden fat i faldskærmen, så flyet blev vendt om på hovedet. Ingen personer kom noget til i den forbindelse.

De to personer fra flyet blev fløjet til behandling. Den mandlige pilot slap med mindre knub, men kvinden fik alvorlige brud. Havarikommisionen kom til stedet, hvor der blev foretaget en undersøgelse af ulykkesstedet. Hjemmeværnet bevogtede uheldsstedet natten over, så undersøgelserne kunne fortsatte dagen efter. Nu afventer politiet Havarikommissionens rapport, som skal forsøge at afklare om styrtet skete som følge af en teknisk eller menneskelig fejl.

Tyveri af diesel fra lastbil – Kongstedvej, Kongsted – Ringsted

Kl. 03.33 anmeldte en gårdejer, at han kort forinden havde overrasket to person i en bil på sin ejendom, da han luftede sine hunde. Der stod en person ved gårdejerens lastbil, men han satte sig ind i bilen, som kørte fra stedet. Gårdejeren kørte efter den flygtende i sin egen bil, og så at bilen med de to mistænkelige personer kørte ud over en mark, hvor bilen efter ca. 700 m stoppede, “hostede” og ikke kunne starte igen. Tilbage på gårdspladsen så gårdejeren, at dækslet til hans lastbil stod åben, og der lugtede af diesel. Han ringede herefter til politiet.

En patrulje blev hurtigt sendt til stedet, hvor to mænd på 32 og 42 år fra Rumænien blev anholdt i bilen på marken. I bilen fandt politiet slanger på bagsædet, som lugtede af diesel. De to anholdte blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Sagen blev mandag morgen juridisk vurderet, og der blev ikke fundet grundlag for at udvise de to mænd fra Danmark. De blev derfor løsladt efter at straffesagen var blevet afgjort.

Sigtet for brugstyveri og kørsel i frakendelsestiden – Køgevej, Ringsted

Kl. 17.21 stoppede en patrulje en personbil rutinemæssigt på Køgevej i Ringsted. Bag rattet sad en 31-årig mand fra Ringsted, som var frakendt retten til at køre bil helt frem til år 2027 efter flere tidligere sager om narkokørsel. Ved dagens kontrol var han ikke påvirket, men han havde taget bilen fra et familiemedlem uden at få lov, så han blev sigtet for brugstyveri og kørsel i frakendelsestiden. Politiet sørgede for, at bilejeren blev orienteret, så bilen kunne komme hjem til rette ejermand igen. Den 31-årige kan forvente at høre mere i sagen fra politiet.

Voldelig passager i toget – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 09.57 bad en DSB-togkontrollør om assistance fra politiet til at håndtere en udadreagerende mand, der efter en påtale ikke ville forlade toget. Politiet fik i toget på Ringsted station kontakt til en 38-årig mand uden fast bopæl, der under togrejsen havde røget på toilettet. En påtale herfor medførte utilfredshed hos den 38-årige, der blev skubbet i brystet under forsøget på at bortvise manden fra toget. Han tog også en nødhammer, som han brugte til at slå på toget, men uden at der skete skade på noget.

Den 38-årige blev anholdt og sigtet for vold mod den DSB-ansatte, men løsladt efter afhøring og efter et lægetilsyn indbragt til et sygehus til fornøden undersøgelse og behandling. Senere vil den 38-årige dog høre nærmere fra politiet og anklagemyndigheden, når straffesagen skal afgøres.

Målrettet hastighedskontrol – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet var i tidsrummet kl. 14.45 – 16.15 til stede i Ringsted med primær fokus på trafikanternes hastighed ad Køgevej i Ringsted by, idet højst tilladte hastighed på Køgevej vest for Østre Ringvej er 50 km/t på grund af beliggenheden i tættere, bebygget område.
Trafikanternes hastighed blev målt med et laserapparat, der afslørede ti bilister, der kørte så hurtigt, at de alle ti ud over en bøde også kan forvente at få et klip i kørekortet.

En bilist kom i risikozonen for at få to klip i kørekortet, idet han ud over en hastighedsovertrædelse mere end 30 % over gældende hastighedsbegrænsning også talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Den forseelse udløser også et klip i kørekortet ud over en bøde.
De hurtige trafikanter var en blanding af både lokale fra Ringsted og andre bilister fra andre byer på Sjælland.

Færdselspolitiet sluttede kontrollen i Ringsted af med sigtelse af en 28-årig mand fra Ringsted, som kørte på et elektrisk løbehjul i Nørregade. Han havde dog glemt at anvende en hjelm under kørslen, hvilket har været et lovkrav siden årsskiftet.
Alle sigtede vil snarest høre nærmere fra politiet i form af digital post med et bødeforelæg.

Uheld i morgentrafikken – Østre Ringvej/Balstrupvej, Ringsted

Kl. 06.42 torsdag morgen skete et sammenstød i et kryds ved Østre Ringved, da en bilist, en 21-årig mand fra Næstved, holdt stille for at svinge til venstre ad Balstrupvej mod vest. Bagfra kom en 29-årig mand fra Næstved kørende, men han opdagede for sent, at bilen foran var bremset op. Den 29-årige bremsede hårdt op, men kunne ikke nå at standse, så han kørte op i bagenden på den 21-åriges bil. Der skete skade på begge biler, men ingen personer kom noget til.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Tinggade, Ringsted

Kl. 09.04 sigtede politiet igen en 21-årig mand fra Køge for kørsel uden førerret i en personbil, som han førte ad Tinggade mod syd. Ved at køre i den retning i Tinggade fangede han politiets opmærksomhed, idet han dermed kørte mod ensretningen i gaden, hvilket han også blev sigtet for.

Politiet kunne ved nærmere kontrol af den 21-årige konstatere, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at politiet afslørede ham i at køre bil trods manglende kørekort.

Den 21-åriges personbil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som den 21-årige vil blive indkaldt til, når straffen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Brand i huset – Bakkegårdsvej, Ørslevvester, Fjenneslev – Ringsted

Kl. 15.10 slog naboer til en 51-årig mand fra Fjenneslev alarm til brandvæsnet, da røg trængte ud fra hans bolig.
Brandvæsnet skaffede sig adgang til stedet og fik reddet en hund ud i live fra en røgfyldt bolig, hvor den havde været alene hjemme.

Politiet kunne sammen med brandvæsnet konstatere, at hele boligen var blevet brand- og sodskadet som følge af en mindre brand, der var opstået i området ved komfuret i køkkenet. Her fandt politiet resterne af et par pakker hundekiks, som den 51-årige havde anbragt på stedet, inden han forlod bopælen. Ved nærmere undersøgelse af komfuret var drejeknapperne til et par kogeplader aktiveret.

Politiet sigtede den 51-årige for overtrædelse af beredskabsloven på grund af den manglende forsigtighed ved at anbringe noget brændbart oven på komfuret. Om årsagen til de tændte kogeplader kunne den 51-årige ikke udelukke, at hunden i et forsøg på at få fat i hundekiksene på komfuret kunne have fået drejet på knapperne og dermed tændt kogepladerne. Han havde tidligere på dagen ikke anvendt komfuret, der var slukket, da han forlod bopælen.

Spirituskørsel – Søgade, Ringsted

Kl. 20.14 anholdt og sigtede politiet en 42-årig kvinde fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Narkokørsel mv. – Sorøvej, Ringsted

Kl. 01.30 bemærkede en patrulje en personbil, der i lyskrydset Vestervej – Sorøvej kørte frem mod rødt lys i forbindelse med svingning til højre ad Sorøvej i retning mod Nordre Ringvej.
Personbilen blev efterfølgende standset med en 23-årig mand fra Hvidovre bag rattet. Han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og deltog efterfølgende i en narkometertest. Da testen indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen, blev han også sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ved ransagning af den 23-åriges bil fandt politiet en springkniv, hvilket medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Den 23-årige vil nu høre nærmere politiet, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.

Spirituskørsel på motorvejen – Ringsted, Køge og Greve

kl. 13.20 fik politiet en anmeldelse fra en politimand, som i sin fritid havde bemærket en bil, som kørte slingrende ad Vestmotorvejen ved Sorø i retning mod Ringsted. Der var tale om en varebil, som kørte med en hastighed på omkring 130 km/t og kørte slingrende, så den var ved at ramme både autoværn og andre bilister.

Politimanden kunne ikke standse bilisten selv, men fulgte efter da bilen kørte af ved afkørsel 29 og videre i nordgående retning af Køge Bugt Motorvejen. Varebilen kørte af ved Mosede Landevej i Greve, hvor det lykkedes en patruljebil at standse varebilen, som holdt ind ved en fastfoodrestaurant. Bag rattet sad en 32-åig mand fra Holbæk kommune. Han blev testet med narkometeret, som viste en promille over det tilladte. Den 32-årige havde desuden fået inddraget sit kørekort i en tidligere sag om narkokørsel i 2021.

Bilisten blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelsen, hvorefter han blev løsladt. Politiet skal nu have klarlagt den 32-åriges kørselsforløb, herunder hvilke faresituationer, som han har forvoldt under sin kørsel. Han kan forvente at høre mere i sin sag, når resultatet af blodprøven kommer.

Indbrud i perioden

Holbækvej, Benløse, Ringsted
Ahorn Alle, Ringsted
Huginsvej, Ringsted

Foto:ABW